Fugl Phønix rejser sig af asken!

Det kan være en lang og hård rejse at lære at skrive bøger. For mig er det. Jeg troede i foråret, at jeg var færdig med Glidende Overgange. Så jeg hoppede på det tog, som hedder “forlagsrunden”. Med afslag efter afslag til følge. Fra de forlag, som altså gad at svare. Det var selvfølgelig nedslående. Men alligevel også opløftende. For fra flere af forlagene var der rosende ord at hente. Det fortalte mig to ting:

  1. At de faktisk havde læst mit manuskript.
  2. At jeg kan skrive.

Jeg havde bare ikke rigtig fået styr på at opbygge spænding. Og her skal spænding forstås bredt som “lysten til at læse videre”. For Glidende Overgange er på ingen måde en spændingsroman, men en humoristisk-melankolsk beretning om midtlivskrisens genvordigheder.

Lære nummer 1: Send aldrig manus for tidligt

Men jeg lærte først og fremmest een ting: Jeg sendte mit manus for tidligt. Det ved alle, der skriver, at man ALDRIG må gøre. Mit manus var aldeles gennemarbejdet. Man finder ikke mange fejl i mit manuskript, men jeg havde ikke ramt den helt rigtige balance i strukturen, som gør at læserens lyst til at læse blev motiveret.

Nu har jeg ladet manuskriptet komme lidt på afstand og har brugt den konstruktive kritik, jeg har fået til at tage en beslutning. Enten kunne jeg vælge at skrinlægge projektet og gå videre med et nyt. Eller jeg kunne give Glidende Overgange endnu en tur.

Jeg har valgt det sidste.

Lære nummer 2: Giv aldrig op uden kamp

Manuskriptet er for godt til at slippe. Jeg tror stadig på det. Og jeg vil ikke have arbejdet så længe på det uden at få det ud i verden. På den ene eller anden måde. Så nu er jeg gået i gang igen og har besluttet mig for at gennemføre en række ændringer i manuskriptet, som forhåbentlig giver et mere helstøbt, sammenhængende og læseværdigt resultat.