I mit nuværende bogprojekt bruger jeg konsekvent førsteperson ental til at formidle historien. Som hovedregel kryber man som forfatter ind i sin persons hjerne og fortæller, hvad der er derinde. Det kan være sansninger, dialoger, tanker og så videre. Der er naturligvis nogle helt oplagte begrænsninger – og muligheder – i valget af jeg-fortælleren. Man er begrænset til at formidle, hvad jeg-personen ved. Læseren får af samme grund ikke mere at vide, end jeg-fortælleren ved.
Som hovedregel skal jeg-personen sanse, tænke og tale på en måde, som er troværdig i forhold til den scene, hun befinder sig i. Hvis hun er 13 år i den scene, der udspiller sig, så skal hun blive der i sine tanker. Hvis hun pludselig fortolker sin egen situation ud fra et andet perspektiv, bliver jeg-fortællerens rammer brudt – og der er tale om en endnu en fortæller.
I Glidende Overgange følger vi en hovedperson fra pubertet til overgangsalder. Nogle scener foregår, hvor jeg-personen er 14 år – og andre, hvor hun er 37. Her er udfordringen at lade jeg-personen være tro mod sin alder og erfaring. En jeg-person på 14 skal tænke som en 14-årig og hendes største problemer handler om sin krop, tanker om sig selv i forhold til drenge og forelskelse. Når jeg fortæller historien, skal jeg tage hendes problemer alvorligt og ikke negligere dem ud fra en moden kvindes synspunkt og lade teksten komme med kommentarer, som ikke passer til hendes modenhedsniveau.
MEN – for der er et men:
MEN problemet ligger i, at der samtidig ligger en stor invitation til at lave sprækker i teksten, hvor en anden fortæller forholder sig til jeg-fortællerens her og nu. Hvad mener jeg med det? F.eks. kan ironi være den lille sprække, der giver forfatteren mulighed for at mene noget om hovedpersonen, som jo ellers fortæller historien. Det tilfører teksten et ekstra lag, hvilket gør teksten langt mere spændende og dynamisk og som giver læseren mulighed for at vide en lille smule mere end jeg-fortælleren. Så problemet er egentlig ikke, AT man lader en anden og mere vidende fortæller stikke hovedet frem. Udfordringen er at bruge det bevidst. At vide, hvem og hvor mange der egentlig fortæller historien.