For tre år siden forlod jeg hamsterhjulet. Altså det hektiske arbejdsliv, som de fleste af os står op til hver dag. Vi tjener penge til os selv og familien, og de nogle gør det af pligt, men de fleste finder glæde ved det. Identitet sågar. Mening måske. Jeg gjorde ikke. Ikke længere i hvert fald. Jeg tog springet og gik efter min drøm. Blev det så en happy ending?
Jeg har altid været ambitiøs, og jeg har vel også altid haft evnerne. Min karriere har bragt mig vidt omkring. Fra forskning og undervisning på universitetet og til marketing i erhvervslivet. Men der kom en kæp i mit hamsterhjul. For i en alder af 45 år forlod jeg arbejdsmarkedet – som karriere i hvert fald – og begav mig ud i at forfølge en livslang drøm om at leve som forfatter. Bemærk: Jeg skriver ikke “leve af”.
Læs om min svære beslutning om at gå efter drømmen
Succes og fiasko
Nu tre år senere er jeg blevet meget klogere. Og mere realistisk. Dengang troede jeg seriøst, at jeg skulle forlade mit job, skrive en bog, få den udgivet på et stort forlag og så var jeg i mål. Det kunne jeg enten lykkes med eller ikke lykkes med. Hvis de kriterier stadig gjaldt, så er jeg ikke lykkedes. Så er jeg en fiasko.
Men jeg tog fejl dengang. Jeg så tingene meget sort og hvidt. Måske fordi tanken om FIASKO var uudholdelig for mig. Måske fordi SUCCES for mig var meget nødvendig. Hvis jeg skulle give mig selv en gyldig grund til at forlade mit gode job og udmærkede karriere, så skulle jeg ligesom kunne opnå noget større og finere – nemlig succes som forfatter. Selvfølgelig var der også en stor risiko: Nemlig at det ikke ville ske. Så ville jeg have fejlet og være en FIASKO. Noget, som jeg hele livet igennem har været det mest forfærdelige, jeg kunne forestille mig. Men af en eller anden grund besluttede jeg mig for at turde at risikere en fiasko. Jeg turde det kun, fordi jeg var i krise og havde det dårligt. Det kunne ikke blive værre.
Og hvis jeg skal være bagklog, så var det ANGSTEN FOR AT FEJLE, der i mange år forhindrede mig i at gå efter min drøm. Angsten for fiasko var større end angsten for succes. Jeg var så bange for at fejle, fordi min drøm var så stærk. Giver det mening? Når noget er meget vigtigt, så bliver det også vigtigt at lykkes og helt uoverskueligt at fejle.
Jeg opererer ikke længere (helt så meget) med succes og fiasko. Jeg er i en proces, hvor jeg hele tiden arbejder på at udvide min kreative forretning, så jeg forhåbentlig en dag i højere grad kan leve AF det. Jeg glæder mig over hvert eneste skridt, så jeg forhåbentlig er tættere på i dag, end jeg var i går. Hvis jeg går længe nok, så når jeg nok derhen. Sådan tænker jeg. Men nogle gange går jeg godt nok meget langsomt:-)
Mit første bogprojekt: Glidende Overgange
I marts 2019 udgav jeg min første bog Glidende Overgange, som handler om en kvinde i midtlivskrise. Det er i høj grad min egen historie, som lægger til grund for handlingen i bogen. En kvinde, Janne, føler sig slået ud af sit job og kommer i midtlivs- og identitetskrise. Hvordan er hun blevet til den, hun er? Og hvordan kommer hun videre? Du kan læse mere om bogen her
Jeg endte med at udgive bogen på eget forlag efter at have forsøgt et halvt års tid hos etablerede forlag. Måske kunne jeg have forsøgt mere. Hvad ved jeg? Til sidste udgav jeg den bare selv. Det er jeg glad for i dag, selv om der er meget modstand, som skal overvindes, når man udgiver selv.
Den største succes!
Der er ikke penge mange penge i at udgive bøger. Når man tænker på, hvor mange timer, jeg har brugt på at skrive, redigere og udgive Glidende Overgange, så er timelønnen måske nede på under en krone. Det er helt til grin. Men alligevel har jeg ALDRIG fået så god en løn, som når en læser skriver til mig og fortæller mig, hvor meget Glidende Overgange har betydet for hende. Det gør mig stolt, glad og rørt. Hold da op, tænker jeg. Jeg er ikke komplet idiot. Hvis jeg med min bog har kunnet ramme een eneste læser, så har det været det værd, selv om den slags løn ikke kan bruges til at betale kreditforeningslån med. Desværre. (PS. Jeg har ramt mere end een:-))
I dag arbejder jeg på næste bogprojekt. Jeg er godt i gang og er vild med at fordybe mig i det kæmpestore arbejde det er. Det kan du læse mere om her.
Dage med bekymringer
Der er gode dage, hvor alt ligner en Happy Ending. Janne er glad, Janne skriver, Janne er kreativ og modig og tror, hun er i gang med at skrive noget godt. Og så er der dage, hvor jeg ligger fortvivlet i sofaen og stirrer op i loftet (og her er der tale om de klassiske høvlede brædder fra firserne) mens jeg “erkender”, at jeg har begået den mest idiotiske fejl nogensinde. Tænk at forlade et job, hvor de giver penge til en for at komme. Det er da skørt. Hvor mange penge, kunne jeg ikke have haft på kontoen nu?
For hvad med bilen, som snart skal have nyt partikelfilter? Hvad nu hvis jeg får tandpine og skal have en rodbehandling eller en krone? Hvad nu hvis vaskemaskinen strejker? Og taget trænger til at blive skiftet. Nye tagrender og nye vinduer. Hvad nu hvis…. Der er tusind ting at bekymre sig om. Og for mit vedkommende er mange af mine bekymringer af økonomisk karakter. Hvad filen gør jeg, hvis der sker uforudsete og meget dyre hændelser i mit liv? Hvad skal der ske med mig, når jeg ikke har råd til en pensionsopsparing? I starten kunne jeg ligge søvnløs over den slags ting. Jeg vred og vendte mig af ængstelse. Nu går det bedre – ikke økonomisk – men ængstelsen har det bedre. Jeg har vænnet mig til, at det er sådan det er – og at der KAN findes en løsning.
Drømmen koster
Jeg har lært, at man ikke tager en beslutning om at gå efter sin drøm uden at betale en pris. Eller flere. For mig har prisen været, at jeg har måttet vinke farvel til økonomisk råderum og sikkerhed. Heldigvis er jeg gift med en mand, der støtter mig og tjener penge, men han er jo også gidsel i det her. Presset hviler på ham nu. Det går også ud over familien, at vi ikke kan det samme som før. Der er ingen dyre ferier og middage, når som helst. Men så er det heller ikke værre. Vi har fast ejendom, tøj på kroppen og klarer os ganske udmærket. Når alt kommer til alt, har vi egentlig alt det, vi har brug for. Alt andet er Nice To Have, som man siger i erhvervslivet.
Der er også andre afledte ting, som man må ofre. Nogle gange føler man sig uduelig og udenfor, når andre fortæller om deres karrierespring og succes. Når de skal læse fjerde modul på et nyt lederkursus. Eller er blevet valgt til at stå i spidsen for en ny afdeling og får udsigt til en kæmpe bonus. Det er en pris, jeg må betale. Jeg har valgt at stå uden for den slags. Middage kan blive lange, når jeg siger at jeg har skrevet en bog om at være kvinde, der nærmer sig overgangsalderen. Spændende, siger min bordherre og spørger ikke yderligere. Det er også en pris, jeg må betale. Pensionsopsparingen, som ingen vegne kommer, fordi jeg ingen penge tjener. Det er en pris, jeg må betale. Min alderdom bliver måske ikke så luksuriøs.
Men så er der også alle gevinsterne. Som f.eks. ikke at skulle jage ud af døren fem dage om ugen. Jeg kan tøffe rundt i mine uldfutter og lave kaffe på min egen maskine dagen lang. Der er ingen konflikter med kolleger eller chefer. Jeg kan planlægge min egen tid og fordybe mig i ting, jeg elsker. Dagen lang – og hver eneste dag. For mig betyder det intet, om det er lørdag, mandag eller onsdag. Alle dage er lige gode. Min kalender er fuldstændig fleksibel og jeg kan skrive alle steder. I IKEA, på cafe, på biblioteket, i mit lille sommerhus på Læsø, på en strand i Spanien. Alle vegne! Det er da fabelagtigt!
Er det en happy ending? Der er mulighed for det. Og jeg håber det. Der kan komme en dag, hvor jeg er nødt til at skabe en forandring. Men det må jeg tage til den tid. Indtil da, skriver jeg lige lidt mere.
Læs også: Fem gode råd til dig, der vil gå efter din drøm!