Intet er som det plejer at være. En virus har vendt op og ned på de flestes dagligdag. Vi går ikke på arbejde. Vi går ikke i skole. Vi går ikke til fester og koncerter. Vi krammer ikke. Vi giver ikke engang hånd. Er Corona med andre ord en stille fest for os introverte?
Selvfølgelig er jeg bekymret over Corona. Hele virus-forløbet er bekymrende, men også vildt interessant. Som et socialt eksperiment for hele verden. Jeg bekymrer mig over de lange og uforudsigelige sygdomsforløb og følger med i tallene dag for dag. Jeg frygter, at virussen rammer mine børn eller mine forældre. Jeg er bekymret for en verdensøkonomi i frit fald. Jeg er bekymret for arbejdspladser, og hvordan vi allesammen skal tjene penge lige nu. Jeg er bekymret for, hvordan verden og velfærdssamfundet vil se ud efter denne her omgang Corona. Men når alt det er sagt, så oplever jeg også, at det påvirker min hverdag på en ikke ubehagelig måde. Jeg må faktisk sige, at min egen lille verden og dagligdag lige nu er ret dejlig.
For mange mennesker er det en hård tid, som man må udholde så godt som muligt. Især de ekstroverte har det hårdt. For hvordan skal de hente energi og livskraft, når deres sociale omgangskreds for en tid er skåret helt ind til benet? De føler sig fanget i deres eget hjem, og hvis de ikke hiver efter vejret pga. corona, så hiver de efter vejret pga. den kvælningsfornemmelse, som isolationen medfører.
Men for os introverte er det lettere. Det her med at være sammen på afstand er en fantastisk opfindelse, som nogle af os glider ubesværet ind i. Det er som om verden endelig er blevet bygget på de introvertes principper: Afstand, ro og masser af tid alene eller i ganske små selskaber. Dermed ikke sagt, at jeg ønsker, at Corona fortsætter. Det er en ret trist baggrund at opleve en stille fest på. Jeg siger bare: Vi introverte har det lidt lettere lige nu – og den adfærd vi allesammen er blevet pålagt passer os ret godt.
Sociale sammenkomster er på pause
Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at verden endelig er indrettet på en måde, hvor det er lidt lettere at være mig. For en introvert type som mig, er det dejligt at slippe for alle de situationer, som for mig kan være knyttet til noget ubehageligt – eller ligefrem være udfordrende. Noget af det, som er stærkt udfordrende som introvert er at deltage i sociale sammenkomster og i det hele taget være sammen med mange mennesker. Ikke nødvendigvis ENHVER social sammenkomst (som mange tror), men den slags sammenkomster, hvor du skal være sammen med en masse mennesker, du ikke kender særligt godt. Af pligt, pga. arbejde eller tradition – eller andres skyld. Lige nu er det så let. Der er slet ingen sammenkomster at deltage i – og dermed ingen svære sociale handlinger at føle ubehag ved.
Man dør (ikke) af at kramme
Noget af det, jeg har svært ved, er goddag og farvel-situationen, for jeg risikerer at skulle kramme. Jeg dør ikke af at kramme. Eller det vil sige – lige nu kan jeg faktisk risikere at gøre det – men jeg bryder mig virkelig ikke om det. Kun ganske få mennesker bliver med glæde lukket ind i min favn. Det overskrider simpelthen min personlige grænse. Jeg lærer aldrig at sætte pris på at være så tæt på mennesker, som jeg ikke har et meget tæt forhold til.
Men mange mennesker holder af det. Eller ser det som høflig adfærd. Især de ekstroverte. De betragter det som en venlig og kærlig gestus. Den del er jeg med på, og jeg anerkender deres gode vilje. Men jeg ville ønske, vi kunne vise vores “jeg-ser-dig”- gestus til noget mindre grænseoverskridende. Når folk i ren venlighed og tillid åbner armene og viser, at de forventer et kram – og vil mig -, så er det virkelig svært at stikke en lab frem i stedet uden at føle sig både afvisende, uhøflig, mærkelig og kold. For hvad er værst? At afvise andre eller overskride egne grænser? Det valg slipper jeg for lige nu. Vi er allesammen enige om ikke at kramme, og for en tid behøver jeg ikke være flov over at nøjes med et lille vink fra distancen.
Forfatterjobbet er uforandret
Som introvert har jeg det bedste job i verden. Som forfatter skriver og læser jeg dagen lang. Helt alene ved mit skrivebord. Og der er intet forandret i forhold til før. Jeg har heldigvis allerede indrettet mig med en hverdag, jeg virkelig holder af. Faktisk er den eneste forskel, at alle mine “pengejobs” ude af huset er aflyst lige nu. Ingen foredrag og ingen formidlingsjobs. Dem savner jeg. Men så har jeg mere tid til min forfattervirksomhed, end jeg plejer. Det eneste minus er selvfølgelig pengene. Dem er der lidt færre af. Der er også den lille forskel, at der er andre i huset om dagen. Det er meget mærkeligt, men også hyggeligt at have nogen at spise frokost med. Jeg har fundet ud af, at vi fungerer godt i vores lille hjemme-enhed.
Projekterne står i kø
Når jeg ikke arbejder er der masser af potentielle projekter at gå i gang med. Jeg har to strikkeprojekter liggende. Nogle sy-projekter, nogle ufærdige malerier, nogle hus-vedligeholdsprojekter – og haven selvfølgelig. Corona-isolationen har givet mig fornyet energi til at tage fat på dem! Hver morgen står jeg op fuld af energi og planer for dagen. Nøj, hvor er der meget at gå i gang med. Jeg planlægger timerne ned til mindste detalje for at være sikker på, at jeg får det maksimale ud af alle dage. Jeg må konstatere, at jeg trives.
Det er så enkelt lige nu
Glæder jeg mig til krisen er ovre? Selvfølgelig. Jeg glæder mig til, at verdensøkonomiens hjul begynder at rulle, så mange forsørgere igen kan tjene penge. Jeg glæder mig ikke til, at klimabelastningen atter stiger med flytrafik og bilos i luften. Jeg glæder mig til at kunne besøge mennesker, jeg holder af. Jeg glæder mig ikke til, at samfundets stressende aktivitets-, lyd- og informationsniveau kommer op i de sædvanlige omdrejninger.
Lige nu har jeg det fremragende. For mig er der heldigvis ikke den store forskel på tiden før og under Corona. Alligevel kan jeg godt mærke, at jeg er bedre til at leve i nuet i disse dage. Jeg ved, at min kalender er fuldstændig tom. Jeg behøver ikke tænke fremad. Der er en dejlig ro, som jeg nyder. Som om verden er blevet fritaget for stress, jag og den evige strøm af aktiviteter at forholde sig til. Det er så enkelt lige nu. Kan man tillade sig at sige, at Corona er de introvertes stille fest?
Læs også om: Aktuelle skriveprojekter