Du får aldrig gratis frokost – det koster at gå efter en drøm

Der findes et amerikansk ordsprog, der lyder sådan her: There is no such thing as a free lunch! Gratis frokost findes ikke. Alting har en pris, selv om det tilsyneladende er gratis. Det gælder også, hvis du tager en beslutning om at gå efter en drøm og en kreativ karriere.

Alt er en udveksling af tjenester, varer eller penge. Hvis du spiser en gratis pølse til åbningen af en ny butik i byen, så betaler du alligevel noget. Den usagte overenskomst er: “Vi giver dig en gratis pølse – du giver os god omtale eller køber en lille ting.” Hvis du abonnerer på et gratis nyhedsbrev, så regner afsenderen med, at du betaler med din loyalitet og gemmer kendskabet til virksomheden i et lille bitte hjørne af din hjerne. Intet er gratis. Heller ikke drømme.

Min pris for at gå efter en drøm

Det var dyrt for mig at gå efter min drøm om at blive forfatter. På flere måder. Hvis jeg var blevet i mit job havde jeg ikke haft grund til at bekymre mig om min bankkonto. For hvert år der går, siger jeg farvel til flere hundrede tusinde kroner. Hvis jeg var blevet, havde jeg sikkert også betalt adskillige tusinde kroner ind på min pensionsopsparing, som i disse år står i stampe. Kvaliteten af min pensionisttilværelse er ikke det, der ligger mig mest på sinde lige nu. Det, jeg koncentrerer mig om nu er at få banket min kreative forretning på benene. At få gang i hjulene, så jeg med tiden kan tjene mere og mere på det, jeg gør hver dag. Men kampen er lang og hård. Prisen er høj.

Alligevel er jeg fuldt ud tilfreds med den beslutning, jeg har truffet. Jeg kan ikke sige, at jeg er ligeglad med penge. Det er jeg ikke. Jeg er – som de fleste andre – rigtig glad for penge, og det som penge kan give mig af tryghed og materiel velstand og oplevelser. For mig har jeg måtte veje, hvad der var vigtigst: En god økonomi i kombination med et ikke-tilfredsstillende arbejdsliv eller en dårlig økonomi i kombination med et tilfredsstillende arbejdsliv? 

For mig vejede det sidstnævnte tungest. Men jeg har måttet bytte lodderne frem og tilbage på vægtskålen adskillige gange. Hvis der da bare var en måde, hvorpå jeg kunne få både penge og et tilfredsstillende arbejdsliv! (og det håber jeg, der er med tiden)

De usynlige omkostninger

Der er også andre knap så synlige ting, som man må ofre for at gå efter drømmen. Knap så konkrete, målbare ofre, som alligevel kan have stor betydning og som kan veje så tungt, at vi vælger ikke at gå efter drømmen.

Farvel til selvstændighed

Min mor fik i en sen alder adskillige uddannelser. Hun uddannede sig både som kontorassistent, blomsterbinder og social- og sundhedshjælper. Men i hele min barndom bar hun titlen “medhjælpende ægtefælle”. Dengang var det sådan, at hvis hun skulle tale med kommunen eller andre offentlige instanser om det ene eller det andet, så måtte hun altid oplyse min fars CPR-nummer og ikke sit eget. Hun var – set med myndighedernes øjne – ikke noget i sig selv, men kun i kraft af min fars titel: “Gårdejer”. Derfor blev det meget tidligt grundlagt hos mig, at jeg aldrig nogensinde skulle være (økonomisk) afhængig af en mand. Jeg ville klare mig selv, have en uddannelse og et job, uanset hvem jeg giftede mig med – og det skulle ikke være en landmand:-)

Da jeg besluttede at gå efter min drøm måtte jeg kaste dén grundlæggende overbevisning over bord. Jeg måtte erkende, at jeg ikke kom til at gå efter en drøm, hvis jeg holdt fast i at forsørge mig selv. Jeg havde brug for, at min mand overtog en stor del af vores fælles økonomiske forpligtelser. I hvert fald for en periode. Men den sved. Den var dyr og har været en af de allersværeste kameler at sluge. Men jeg har trods alt holdt fast i beslutningen om aldrig at gifte mig med en landmand!

Farvel erhvervskarriere

En anden omkostning var min erhvervskarriere. Da jeg overvejede at gå efter min drøm var jeg bange for at sige farvel til arbejdsmarkedet. Jeg overvejede, om mit exit fra mit job inden for marketing ville være et permanent exit. Ville jeg have mulighed for at vende tilbage til branchen, hvis jeg ville? F.eks. inden for en periode på to-tre år? 

Det hørte med til mine overvejelser, at jeg var midt i fyrrerne. Hvor attraktiv ville jeg være, hvis jeg som knap 50-årig besluttede at vende tilbage til en branche, som i høj grad præges af nye teknologiske muligheder og købsmønstre? Hvor automation og digital intelligens sætter dagsordenen, og hvor nye metoder til markedsføring udvikles med stadig stigende hastighed.  Jeg vidste jo godt, at allerede minuttet efter, jeg havde smidt min opsigelse på chefens skrivebord, ville marketingbranchen udvikle sig, og jeg ville være på vej til at blive sejlet agerud fagligt. Derfor gav jeg mig selv et år. Højst to. Hvis jeg fortrød, troede jeg på, at jeg kunne blive ude af branchen uden seriøse omkostninger i et år eller to. Derefter ville min viden være forældet. 

Det betød også, at jeg måtte sige farvel til de ambitioner og håb, som jeg indtil nu havde haft til min erhvervskarriere. Jeg havde altid stræbt efter at nå så langt som muligt og måske en dag få lov til at stå i spidsen for en virksomheds markedsføring. Men det måtte jeg vinke farvel til. Jeg måtte indstille mig på, at fremtidige forfremmelser og erhvervsmæssige mål, aldrig ville blive til noget. Med mit exit fra erhvervslivet ville jeg aldrig blive chef for andet end mit eget skrivebord.

Farvel arbejdsidentitet

Der følger en helt masse med det at være tilknyttet arbejdsmarkedet, som man måske ikke tænker så meget over, når man er i det. Der er meget identitet knyttet til et arbejde. Vi bilder os ind, at det fortæller meget om os, hvad vi arbejder med. Det fylder meget i vores selvopfattelse og vores samtaler med hinanden. 

I de perioder, jeg har været arbejdsløs, har jeg oplevet, hvordan bordherrer lynhurtigt vender sig til den anden side, når man – ofte ret hurtigt i samtalen – må svare på det obligatoriske spørgsmål: “Hvad laver du så?” Efter et par høflighedsfraser er der ikke så meget mere at snakke om. Der opstår et tomrum i den høflige samtale, man normalt har med mennesker, man lige har mødt. Derfor kan man godt komme til at tro, at ens værd som person er lig med ens værd på arbejdsmarkedet. 

Selv om jeg aktivt har taget beslutningen om at sige farvel til alt det, så betyder det ikke, at jeg aldrig mærker et lille stik i maven af misundelse over andre menneskers lønstigninger, forfremmelser og frembrusende lederkarrierer. Jeg føler misundelsen og kan kortvarigt komme til at tvivle på min egen beslutning.  

Læs også: 5 gode råd til dig, der vil gå efter din drøm

Læs også om Malene Lei Rabens farvel til hamsterhjulet:

https://politiken.dk/debat/art7526340/%C2%BBJeg-ville-havne-et-andet-sted-end-min-mor-som-var-fuldst%C3%A6ndig-nedslidt-som-60-%C3%A5rig-alene-og-i-konflikt-med-sine-b%C3%B8rn%C2%AB

 

Mød mig her:

Hvorfor skrive om kvindelivet?

Halvtreds procent af Jordens befolkning er kvinder, så man må sige, at litterære emner, der relaterer sig til det kvindelige køn også har relevans for ret mange mennesker. Omvendt kan man måske hævde, at relevansen også gør det trivielt. Kan man blive ved med at skrive om kvindelivet på nye måder?

Selvfølgelig kan man det. Det at være kvinde forandrer sig hele tiden i takt med, at samfundet og verden ændrer sig. Noget er det samme. Andet er nyt. Noget gælder for alle kvinder verden over – og andet gælder kun for en mindre gruppe.

Jeg skriver om det kvindeliv, som gælder for mig og min generation. Noget vækker genkendelse for dem, der ligesom jeg, var teenager i firserne. Andet vækker genkendelse hos mange kvinder og piger uanset alder, for det handler om mere universelle kvindeerfaringer som f.eks. krop, kærlighed, moderskabet og karriere.

Mit nuværende bogprojekt hedder Glidende Overgange og handler om kvindelivet fra pubertet til overgangsalder. Du kan læse mere her.

Johanne Kirstine Fall: Der er altid nogen at befri

En aften kort før jul læste jeg Johanne Kirstine Falls debutroman: “Der er altid nogen at befri”, som i 2017 udkom på Gladiator.

Den gjorde indtryk og er ikke sådan lige at ryste af sig. Juleaften spiste jeg som mange andre danskere andesteg med største fornøjelse. Alligevel sad jeg der midt i julemaden og tænkte tilbage på en lignende scene i romanen, hvor hovedpersonen, anorexipatienten Katrina, kommer til at spise nogle “kødtrevler” fra anden. Hun forsøger at veje nogle trevler for at finde ud af, hvor mange kalorier, hun har indtaget under middagen. Men der er så lidt kød, at vægten ikke kan registrere det, men alligevel er hun overbevist om, at hun har spist alt for mange kalorier. Hun får kvalme over maden, sig selv og hele situationen, hvor presset om at hygge som familie er stort. Katrina kan ikke håndtere det og ender med at stå på altanen, mens der bliver spist færdigt og ryddet af bordet.

“Der er altid nogen at befri” følger den anorexi-syge Katrinas indlæggelse på en hospitalsafdeling, hvor hun og en flok andre piger, modtager behandling for deres lidelse. Katrina vejer 42 kg ved indlæggelsen, men drømmer om at komme ned på 31, som hun betragter som sin idealvægt. En psykolog fortæller hende, at hun bør veje minimum 62 kilo, hvortil Katrina svarer:

“Helt ærligt. Lad være med at tage pis på mig. 62 kilo. Det er der jo ikke nogen ved sine fulde fem, der vejer.”

Katrina vil være nogen

Men Katrina er heller ikke ved sine fulde fem. Og dog. Hun er en intelligent og ambitiøs ung kvinde, som er blevet for ambitiøs med sine kropsidealer. Hun er ikke noget offer. Hun ved, hvad hun gør. Hun har valgt at være tynd. Meget tynd. I romanen bliver der antydet en oprindelse for den sygdom, hun nu lider af. Katrina må til tider agere søster for sin egen far udover de to yngre søstre. Faderen bærer da også navnet Bror i romanen. Bror drikker og går ofte i selvmordstanker, der efterhånden er af Peter-og-Ulven-agtige dimensioner. Han snakker om det, truer med det, men gør aldrig alvor af det. Katrina savner en rigtig far, som er der hele tiden. Ikke kun, når det brænder på for ham. Så Katrina vil være så tynd, at nogen ser hende, ironisk nok. Hun vil være tynd for at være nogen, og for at være noget særligt.

Katrina kæmper sig igennem opholdet på afdelingen og bliver mere og mere splittet. Hvad vil hun egentlig helst? Nå sit mål om at blive unik og veje 31 kilo eller leve et almindeligt liv som mange andre med kæreste, uddannelse og børn? Katrina kæmper ikke alene med anorexien, men også med vrangforestillinger om kriblende rejer under huden og kradsende flagermus i maven.

Hjælperne i romanen

Katrinas hjælpere i romanen er den trofaste kæreste Jakob, som igennem hele forløbet står ved Katrinas side. Derudover er det sygeplejersken Gitte, der med omsorg får vakt Katrinas tillid. Ikke mindst ved hjælp af det barnlige kælenavn “Luffegøj”, som Gitte konsekvent kalder Katrina. Katrina har brug for at være barnet, og Gitte giver hende det.

Katrinas karakter er troværdig og rørende fortalt indefra. Hun er ikke et offer, og hun er ikke svag. Katrina er stærk og formår netop derfor at fastholde de strikse regler for sig selv:

“Det er da mig, der tager dårlige beslutninger om ikke at spise hver eneste dag. Det er jo ikke noget, der er faldet ned i hovedet på hverken dig eller mig, det er noget, vi har udviklet, fordi vi har dyrket det, og det er ligesom vores egen beslutning, det er ikke noget, “du ikke kan gøre for”, som du siger.”

En vej ud

Romanen diskuterer vores syn på anorexipatienter. De er alt andet end ofre. De viser styrke og kontrol i ekstrem grad. Problemet er bare, at de dermed bliver til ofre. Ofre for deres egen sundhed og egne muligheder i livet. Heldigvis angiver romanen også vejen ud: At man med knap så kompromisløs en stræben, måske alligevel kan få lidt af begge dele. Vi behøver ikke alle være fede. Men vi behøver heller ikke veje 31 kilo for at være nogen.

Romanen er hurtigt læst og meget velskrevet. Vi får ikke for meget fortalt, men kan som læsere godt selv slutte os til, hvordan Katrina fungerer og hvad der er på spil for hende. Tillykke til Johanne Kirstine Fall for en god debutroman.

Hvad kan en jeg-person tillade sig?

I mit nuværende bogprojekt bruger jeg konsekvent førsteperson ental til at formidle historien. Som hovedregel kryber man som forfatter ind i sin persons hjerne og fortæller, hvad der er derinde. Det kan være sansninger, dialoger, tanker og så videre. Der er naturligvis nogle helt oplagte begrænsninger – og muligheder – i valget af jeg-fortælleren. Man er begrænset til at formidle, hvad jeg-personen ved. Læseren får af samme grund ikke mere at vide, end jeg-fortælleren ved.

Som hovedregel skal jeg-personen sanse, tænke og tale på en måde, som er troværdig i forhold til den scene, hun befinder sig i. Hvis hun er 13 år i den scene, der udspiller sig, så skal hun blive der i sine tanker. Hvis hun pludselig fortolker sin egen situation ud fra et andet perspektiv, bliver jeg-fortællerens rammer brudt – og der er tale om en endnu en fortæller.

I Glidende Overgange følger vi en hovedperson fra pubertet til overgangsalder. Nogle scener foregår, hvor jeg-personen er 14 år – og andre, hvor hun er 37. Her er udfordringen at lade jeg-personen være tro mod sin alder og erfaring. En jeg-person på 14 skal tænke som en 14-årig og hendes største problemer handler om sin krop, tanker om sig selv i forhold til drenge og forelskelse. Når jeg fortæller historien, skal jeg tage hendes problemer alvorligt og ikke negligere dem ud fra en moden kvindes synspunkt og lade teksten komme med kommentarer, som ikke passer til hendes modenhedsniveau.

MEN – for der er et men:

MEN problemet ligger i, at der samtidig ligger en stor invitation til at lave sprækker i teksten, hvor en anden fortæller forholder sig til jeg-fortællerens her og nu. Hvad mener jeg med det? F.eks. kan ironi være den lille sprække, der giver forfatteren mulighed for at mene noget om hovedpersonen, som jo ellers fortæller historien. Det tilfører teksten et ekstra lag, hvilket gør teksten langt mere spændende og dynamisk og som giver læseren mulighed for at vide en lille smule mere end jeg-fortælleren. Så problemet er egentlig ikke, AT man lader en anden og mere vidende fortæller stikke hovedet frem. Udfordringen er at bruge det bevidst. At vide, hvem og hvor mange der egentlig fortæller historien.

Hvad har malerkunstens portrætter og litteraturen til fælles?

liebl
Udsnit af Wilhelm Leibl: Drei Frauen in der Kirche, 1878. Her er penselstrøgene næsten umulige at opfatte. Realismen er på sit højeste.

Fornylig var jeg en tur i Hamborg, hvor jeg besøgte Hamburg Kunsthalle. Jeg tog en vandring gennem kunsthistorien med særligt fokus på portrætgenren, helt fra 1400-tallet til samtiden. Men har malerkunstens måde at angribe portrætteringen på noget at lære litteraturen?

En rejse mod realismen – og væk fra realismen igen.

I 1400-tallet fremstillede portrætkunstnerne mennesket med kuglerunde hoveder, øjnene var “stive” og halsen lang, og man begyndte at få en forståelse for proportioner, skygger og perspektiv, selv om der med vore øjne var et stykke vej at gå endnu. De hollandske mestre i 1600-tallet – f.eks. Rembrandt – gav hele portrætgenren et gigantisk løft. Med en formidabel gengivelse af lys og skygge, lykkedes det dem at portrættere mennesket med en fantastisk realisme og styrke, som stadig lægger på grænsen til i hvert fald min fatteevne. Billedet af Wilhelm Liebl ovenfor er et godt eksempel på et – i mine øjne – toppunkt af realisme i malerkunsten. Penselstrøgene er så godt som umulige at få øje på.

liebermann
Portræt malet af Max Liebermann i 1909. Materialet er tydeligt i form af tydelige penselstrøg og malingen, der ikke er strøget helt ud. Portrættet er bevidst om, at det er et maleri.

I slutningen af 1800-tallet, cirka samtidig med, at fotografiet gør sit indtog, sker der noget afgørende i portrætkunsten. Kunstnerne søger ikke længere mod realismen, men forlader den igen. I stedet er bestræbelsen nu at strække portrætkunsten til det yderste: Hvor langt kan man bevæge sig væk fra realismen og stadig tegne et portræt? Det starter som impressionisme og dermed en tydelig markering af, at dette er et maleri – man kan se malingen og penselstrøgene – over ekspressionismen – til Picassos kubisme, hvor menneskets form nærmer sig det abstrakte.

picasso
Picasso og kubismen tog portrætkunsten et skridt videre: De menneskelige former kan anes i abstraktionen.

I enhver portrættering, uanset om der er tale om malerkunst eller litteratur, så er det grundlæggende spørgsmål: Hvilke egenskaber ved dette menneske skal fremhæves? Og hvordan kan vi gøre det med netop dette materiale?

Hvad kan litteraturen lære af malerkunsten?

Som forfatter kan man lade sig inspirere af moderne malerkunst og spørge sig selv: Hvor lidt skal der til for at “tegne” et portræt af en karakter? Eller hvor meget kan man tillade sig at fylde på karakteren, før læseren keder sig? Man kan også vende spørgsmålet om: Hvor meget tør du overlade til din læser?

Nogle gange er en antydning nok for at formidle karakterens rolle i en tekst. Her er Helle Helle en mester. Romanen “Hus og hjem” indleder hun på følgende måde:

“Jeg har været her i fem dage, og det er mit femte brev til Anders. Postkassen hænger lige ovre på gadehjørnet. Alligevel sikrer jeg mig, at døren er låst, før jeg går derover. Jeg kan ikke vænne mig af med det.”

Hvad kan vi lære om karakteren her? Vi har at gøre med en jeg-person, som er kommet til et nyt sted. Hun er usædvanlig optaget af Anders, som hun er adskilt fra, siden hun skriver fem breve til ham på fem dage. Hun har en overdrevet ængstelighed, eftersom hun låser døren for at gå til postkassen på den anden side af gaden. Desuden er hun nu i en situation, hvor der ikke længere er grund til ængstelighed. Der ligger noget i fortiden og lurer. Hvad mon det er?

Helle Helle beskriver oftest kun sine karakterer med handling og ikke med ydre karakteristika. Vi ved ikke noget om jeg-personens udseende, men læseren kan selv danne sig et billede ud fra de informationer, der bliver givet. Hvis man skal pege på et tilsvarende sted i malerkunsten, må det blive impressionismen, hvor man begyndte at overlade meget mere til beskueren. Man gjorde ikke malerierne “færdige”, men lod malerklatterne stå og flimre til en helhed. (groft sagt)

Der findes mange andre måder at gøre det på. De gamle mestre i litteraturen som f.eks. Tolstoj kunne jo beskrive karakterer i een lang uendelighed. Her overlades ikke meget til læseren, som må følge forfatterens iagttagelser helt til dørs, svarende til realismen i malerkunsten.

Måske er det værd at tænke over, hvor meget du kan overlade til din læser i din næste tekst. Er du en Monet, Rembrandt eller Picasso?

Undskyld, unge mand! Ved De, hvor jeg har stillet min rollator?

Jeg var til en koncert med Aalborg Symfoniorkester den anden aften. Med mine 47 år var jeg med til at trække aldersgennemsnittet ned. Jeg sad på balkonen og kunne se ned over salen. Langt de fleste hårtoppe var mere grå end min. Kernepublikummet til klassisk musik er åbenbart godt oppe i årene. Men hvordan opfatter vi egentlig alderdom?

En såkaldt browser

Første gang jeg selv oplevede, at andre opfattede mig som ældre, var under en shoppetur i El-giganten. Jeg var på jagt efter en ny computer og stillede spørgsmål til forskellen på dit og dat. Den unge ekspedient ville gerne forklare mig, hvor jeg kunne finde de forskellige informationer, jeg søgte, og sagde: “at jeg skulle gå på internettet og åbne det, man kalder en browser”. Han talte langsomt, venligt og smilede til mig, som om jeg var en sød hundehvalp, der skulle behandles med stor nænsomhed.

Jeg stirrede bare på ham.

– En browser? Uha unge mand, nu forvirrer De mig. Det der med EDB forstår jeg mig slet ikke på…Har De set, hvor jeg har stillet min rollator? Fik jeg lyst til at sige.

Var det ageism?

Selvfølgelig var det bare en lille uskyldig bemærkning, hvor kun ordvalget antydede, at han ikke var sikker på, at jeg vidste, hvad en browser var. Jeg blev stødt, fordi jeg i mange år har arbejdet med websites og UDMÆRKET er klar over, hvad en browser er. Men han var i tvivl, fordi jeg godt kunne have en alder, hvor det lå uden for den almene viden. Hallo! Min generation var praktisk taget med ved fødslen af både internettet og den første browser. Vi har brugt browsere, som Netscape og Mosaic, som ungdommen sikkert aldrig har hørt om! Men alt det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg blev stødt, fordi jeg  blev opfattet som begrænset på grund af min alder. Ageism eller aldersdiskrimination, kan man kalde det.  Der er et fænomen, hvor man på grund af sin alder bliver opfattet på en bestemt stereotyp måde.

Aktive, drømmende, lærende mennesker

Tilbage til koncerten. For nogle år siden ville jeg have tænkt nogenlunde som den unge ekspedient. I min ungdoms usårlighed følte jeg mig hævet over de ældre. Unge mennesker var efter min opfattelse hurtige, kvikke, smukke og tjah… fremtiden. Ældre mennesker opfattede jeg derfor som det modsatte: Langsomme i både bevægelse og opfattelse, dårlige til at lære nyt, gammeldags, uskønne og så absolut fortid. Jeg havde også opfattelsen af, at man skulle behandle ældre som lidt skrøbeligt gods ved at tale langsomt og bruge tydeligt rigsdansk med klart adskilte stavelser og overdrevne høflighedsfraser.

Nu tænker jeg anderledes. Den aften i koncertsalen tænkte jeg på, hvor meget erfaring og klogskab, der sad i salen under de grå hårtoppe. Jeg tænkte på alt det, de ved om livet. Om hvad der er vigtigt, og hvad der er ligegyldigt. Det er mennesker, som på grund af erfaring og levet liv ved rigtig meget, men som stadig kan lære nyt. Mennesker, som også har drømme, planer og mål for hver dag, uge, måned, år.

I dag er mange ældre i fysisk topform. De løbetræner, går i fitness, spiller golf, arbejder og rejser, ligesom mange andre aldersgrupper. Det er en aktiv gruppe, som nægter at lade sig skubbe hen i en gyngestol i stuens mørke hjørne med en plaid over de svage ben. Nutidens ældre er i fuld vigør og er ikke for gamle til noget som helst. De klemmer det maksimale ud af livet, og lægger sig ikke fladt ned før de er nødt til det. Er det ikke fedt? Sådan en type vil jeg gerne være. Alder og erfaring længe leve!

Den, der ikke længere lever så stille …

Årets indtil videre mest omtalte bog: “Den, der lever stille” af Leonora Christine Skov, rammer plet hos tusindvis af læsere med sin fortælling om, hvordan hun som barn ikke følte sig set og elsket.

Det er et eviggyldigt interessant tema: Den svære barndom og det problematiske forhold til forældrene. I dette tilfælde en psykisk ustabil mor og en principfast far, der står hundrede procent bag sin hustru i deres fælles opdragelse af datteren. Hovedsagen er, at den lille og unge Christina ikke føler sig hverken set eller elsket, som den hun er. Det resulterer naturligvis i en række problemer og følelsesmæssige ar, som den voksne – nu Leonora – må bære med sig gennem livet. Der er ingen grund til at gentage de mange eksempler fra barndommen her; jeg vil blot påpege det, som gør bogen interessant i mine øjne.

Romanen er tydeligvis et udtryk for et barns oplevelse af barndommen. Det interessante er, at romanen på mange måder fastholder barnets blik. Især i starten af romanen mangler jeg fortællerens mere kritiske og måske voksne refleksion på det oplevede. Den entydige fokusering på forældrenes urimelige adfærd får lov at stå lidt for alene. Kunne man forestille sig, at forældrenes hensigt er andet end blot urimelighed? Der kommer en lille åbning hen mod tilgivelse og årsagsforklaring til sidst, men de uafklarede spørgsmål ender lidt i vildspor. Passede Mormor den lille Christina som spæd? Hvem husker det, som det var?

Generationsperspektivet i romanen bringer heller ikke rigtig noget svar. Er morens svigt måske et resultat af mormorens svigt? Morsomt nok er mormoren udstyret med et belejligt hukommelsestab, som gør det svært for Leonora – og os – at få tegnet et klart billede. Den fælles historie – i det her tilfælde forfatterens barndom – ses mest med Christinas briller og kun en smule igennem andre “vidner”.  Til slut i romanen konfronterer Leonora omsider sin egen far, og her efterlades vi med en ret åben slutning og ikke en egentlig konklusion på den meget forskellige opfattelse af forløbet. Og det synes jeg burde være bogens pointe: Sandheden er ikke een, men mange. Men så langt kommer romanen ikke. Dette er mest en roman om det svigtede barn og mindre om flere mulige sandheder, dialog og måske endda tilgivelse.

Romanen er meget velskrevet, medrivende, velstruktureret og meget smuk. Man bør bestemt læse den! Min eneste anke er, at jeg har lidt svært ved at stå last og brast med Christina / Leonora, fordi jeg savner udviklingen hen imod det voksne og kritiske blik. Som sagt antydes en svag udvikling til sidst, men eftersom romanen har et metaforløb, som handler om arbejdet med bogen, så kunne der måske godt være dvælet lidt mere ved den voksne Leonoras refleksioner.

Hvornår er et manuskript færdigt?

Jeg er i gang med mit første større skønlitterære skriveprojekt: Glidende Overgange. Det har taget mig et år at nå hertil, hvor jeg er nu. Hvis nogen spørger mig, hvordan det går med projektet, siger jeg, at jeg er færdig. Eller… sådan da. For hvornår er et manuskript egentlig færdigt?

For tre måneder siden var jeg også færdig. Sagde jeg. Det jeg mente var, at jeg var færdig med første gennemskrivning. Siden har jeg redigeret det hele igennem to gange mere. En gang for hvert par sæt redaktørøjne, jeg har bedt læse manus igennem. Øjnene ser noget forskelligt:

“Du skal have mere af det…” og “du skal have mindre af det”, siger de. Og det er forskelligt hver gang. Ja siger jeg, og arbejder videre. Jeg vil jo så gerne have, at min bog bliver helt perfekt.

Men i går læste jeg mit manus igennem efter et par ugers fravær. Det er faktisk godt, synes jeg. Der kan måske tilføjes lidt det ene sted og fjernes lidt et andet sted, men i det store og hele er manuskriptet, som jeg vil have det. Det kan godt være, at jeg kunne skrive mere af det ene – og mindre af det andet. Men det er mig, der skal træffe et valg om, hvordan lige præcis denne her bog skal vinkles. Så nu har jeg truffet beslutningen: Jeg er færdig.

Manuskript haves – forlag søges.

Nu kommer jeg så bare til det nervepirrende at skulle trykke på knappen. Knappen “Send”. Mit manuskript er gennemarbejdet og der ligger hundredevis (jovist) af timers arbejde bag, og det ville være helt fantastisk, hvis et forlag vil være med til at trykke bogen, så nogle læsere kan få fornøjelse af den.

Vil du vide, hvad Glidende Overgange handler om? Så læs mere her.

Follow my blog with Bloglovin

Fugl Phønix rejser sig af asken!

Det kan være en lang og hård rejse at lære at skrive bøger. For mig er det. Jeg troede i foråret, at jeg var færdig med Glidende Overgange. Så jeg hoppede på det tog, som hedder “forlagsrunden”. Med afslag efter afslag til følge. Fra de forlag, som altså gad at svare. Det var selvfølgelig nedslående. Men alligevel også opløftende. For fra flere af forlagene var der rosende ord at hente. Det fortalte mig to ting:

  1. At de faktisk havde læst mit manuskript.
  2. At jeg kan skrive.

Jeg havde bare ikke rigtig fået styr på at opbygge spænding. Og her skal spænding forstås bredt som “lysten til at læse videre”. For Glidende Overgange er på ingen måde en spændingsroman, men en humoristisk-melankolsk beretning om midtlivskrisens genvordigheder.

Lære nummer 1: Send aldrig manus for tidligt

Men jeg lærte først og fremmest een ting: Jeg sendte mit manus for tidligt. Det ved alle, der skriver, at man ALDRIG må gøre. Mit manus var aldeles gennemarbejdet. Man finder ikke mange fejl i mit manuskript, men jeg havde ikke ramt den helt rigtige balance i strukturen, som gør at læserens lyst til at læse blev motiveret.

Nu har jeg ladet manuskriptet komme lidt på afstand og har brugt den konstruktive kritik, jeg har fået til at tage en beslutning. Enten kunne jeg vælge at skrinlægge projektet og gå videre med et nyt. Eller jeg kunne give Glidende Overgange endnu en tur.

Jeg har valgt det sidste.

Lære nummer 2: Giv aldrig op uden kamp

Manuskriptet er for godt til at slippe. Jeg tror stadig på det. Og jeg vil ikke have arbejdet så længe på det uden at få det ud i verden. På den ene eller anden måde. Så nu er jeg gået i gang igen og har besluttet mig for at gennemføre en række ændringer i manuskriptet, som forhåbentlig giver et mere helstøbt, sammenhængende og læseværdigt resultat.