Udgivet den

Undskyld, unge mand! Ved De, hvor jeg har stillet min rollator?

Jeg var til en koncert med Aalborg Symfoniorkester den anden aften. Med mine 47 år var jeg med til at trække aldersgennemsnittet ned. Jeg sad på balkonen og kunne se ned over salen. Langt de fleste hårtoppe var mere grå end min. Kernepublikummet til klassisk musik er åbenbart godt oppe i årene. Men hvordan opfatter vi egentlig alderdom?

En såkaldt browser

Første gang jeg selv oplevede, at andre opfattede mig som ældre, var under en shoppetur i El-giganten. Jeg var på jagt efter en ny computer og stillede spørgsmål til forskellen på dit og dat. Den unge ekspedient ville gerne forklare mig, hvor jeg kunne finde de forskellige informationer, jeg søgte, og sagde: “at jeg skulle gå på internettet og åbne det, man kalder en browser”. Han talte langsomt, venligt og smilede til mig, som om jeg var en sød hundehvalp, der skulle behandles med stor nænsomhed.

Jeg stirrede bare på ham.

– En browser? Uha unge mand, nu forvirrer De mig. Det der med EDB forstår jeg mig slet ikke på…Har De set, hvor jeg har stillet min rollator? Fik jeg lyst til at sige.

Var det ageism?

Selvfølgelig var det bare en lille uskyldig bemærkning, hvor kun ordvalget antydede, at han ikke var sikker på, at jeg vidste, hvad en browser var. Jeg blev stødt, fordi jeg i mange år har arbejdet med websites og UDMÆRKET er klar over, hvad en browser er. Men han var i tvivl, fordi jeg godt kunne have en alder, hvor det lå uden for den almene viden. Hallo! Min generation var praktisk taget med ved fødslen af både internettet og den første browser. Vi har brugt browsere, som Netscape og Mosaic, som ungdommen sikkert aldrig har hørt om! Men alt det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg blev stødt, fordi jeg  blev opfattet som begrænset på grund af min alder. Ageism eller aldersdiskrimination, kan man kalde det.  Der er et fænomen, hvor man på grund af sin alder bliver opfattet på en bestemt stereotyp måde.

Aktive, drømmende, lærende mennesker

Tilbage til koncerten. For nogle år siden ville jeg have tænkt nogenlunde som den unge ekspedient. I min ungdoms usårlighed følte jeg mig hævet over de ældre. Unge mennesker var efter min opfattelse hurtige, kvikke, smukke og tjah… fremtiden. Ældre mennesker opfattede jeg derfor som det modsatte: Langsomme i både bevægelse og opfattelse, dårlige til at lære nyt, gammeldags, uskønne og så absolut fortid. Jeg havde også opfattelsen af, at man skulle behandle ældre som lidt skrøbeligt gods ved at tale langsomt og bruge tydeligt rigsdansk med klart adskilte stavelser og overdrevne høflighedsfraser.

Nu tænker jeg anderledes. Den aften i koncertsalen tænkte jeg på, hvor meget erfaring og klogskab, der sad i salen under de grå hårtoppe. Jeg tænkte på alt det, de ved om livet. Om hvad der er vigtigt, og hvad der er ligegyldigt. Det er mennesker, som på grund af erfaring og levet liv ved rigtig meget, men som stadig kan lære nyt. Mennesker, som også har drømme, planer og mål for hver dag, uge, måned, år.

I dag er mange ældre i fysisk topform. De løbetræner, går i fitness, spiller golf, arbejder og rejser, ligesom mange andre aldersgrupper. Det er en aktiv gruppe, som nægter at lade sig skubbe hen i en gyngestol i stuens mørke hjørne med en plaid over de svage ben. Nutidens ældre er i fuld vigør og er ikke for gamle til noget som helst. De klemmer det maksimale ud af livet, og lægger sig ikke fladt ned før de er nødt til det. Er det ikke fedt? Sådan en type vil jeg gerne være. Alder og erfaring længe leve!

Udgivet den

Den, der ikke længere lever så stille …

Årets indtil videre mest omtalte bog: “Den, der lever stille” af Leonora Christine Skov, rammer plet hos tusindvis af læsere med sin fortælling om, hvordan hun som barn ikke følte sig set og elsket.

Det er et eviggyldigt interessant tema: Den svære barndom og det problematiske forhold til forældrene. I dette tilfælde en psykisk ustabil mor og en principfast far, der står hundrede procent bag sin hustru i deres fælles opdragelse af datteren. Hovedsagen er, at den lille og unge Christina ikke føler sig hverken set eller elsket, som den hun er. Det resulterer naturligvis i en række problemer og følelsesmæssige ar, som den voksne – nu Leonora – må bære med sig gennem livet. Der er ingen grund til at gentage de mange eksempler fra barndommen her; jeg vil blot påpege det, som gør bogen interessant i mine øjne.

Romanen er tydeligvis et udtryk for et barns oplevelse af barndommen. Det interessante er, at romanen på mange måder fastholder barnets blik. Især i starten af romanen mangler jeg fortællerens mere kritiske og måske voksne refleksion på det oplevede. Den entydige fokusering på forældrenes urimelige adfærd får lov at stå lidt for alene. Kunne man forestille sig, at forældrenes hensigt er andet end blot urimelighed? Der kommer en lille åbning hen mod tilgivelse og årsagsforklaring til sidst, men de uafklarede spørgsmål ender lidt i vildspor. Passede Mormor den lille Christina som spæd? Hvem husker det, som det var?

Generationsperspektivet i romanen bringer heller ikke rigtig noget svar. Er morens svigt måske et resultat af mormorens svigt? Morsomt nok er mormoren udstyret med et belejligt hukommelsestab, som gør det svært for Leonora – og os – at få tegnet et klart billede. Den fælles historie – i det her tilfælde forfatterens barndom – ses mest med Christinas briller og kun en smule igennem andre “vidner”.  Til slut i romanen konfronterer Leonora omsider sin egen far, og her efterlades vi med en ret åben slutning og ikke en egentlig konklusion på den meget forskellige opfattelse af forløbet. Og det synes jeg burde være bogens pointe: Sandheden er ikke een, men mange. Men så langt kommer romanen ikke. Dette er mest en roman om det svigtede barn og mindre om flere mulige sandheder, dialog og måske endda tilgivelse.

Romanen er meget velskrevet, medrivende, velstruktureret og meget smuk. Man bør bestemt læse den! Min eneste anke er, at jeg har lidt svært ved at stå last og brast med Christina / Leonora, fordi jeg savner udviklingen hen imod det voksne og kritiske blik. Som sagt antydes en svag udvikling til sidst, men eftersom romanen har et metaforløb, som handler om arbejdet med bogen, så kunne der måske godt være dvælet lidt mere ved den voksne Leonoras refleksioner.

Udgivet den

Hvornår er et manuskript færdigt?

Jeg er i gang med mit første større skønlitterære skriveprojekt: Glidende Overgange. Det har taget mig et år at nå hertil, hvor jeg er nu. Hvis nogen spørger mig, hvordan det går med projektet, siger jeg, at jeg er færdig. Eller… sådan da. For hvornår er et manuskript egentlig færdigt?

For tre måneder siden var jeg også færdig. Sagde jeg. Det jeg mente var, at jeg var færdig med første gennemskrivning. Siden har jeg redigeret det hele igennem to gange mere. En gang for hvert par sæt redaktørøjne, jeg har bedt læse manus igennem. Øjnene ser noget forskelligt:

“Du skal have mere af det…” og “du skal have mindre af det”, siger de. Og det er forskelligt hver gang. Ja siger jeg, og arbejder videre. Jeg vil jo så gerne have, at min bog bliver helt perfekt.

Men i går læste jeg mit manus igennem efter et par ugers fravær. Det er faktisk godt, synes jeg. Der kan måske tilføjes lidt det ene sted og fjernes lidt et andet sted, men i det store og hele er manuskriptet, som jeg vil have det. Det kan godt være, at jeg kunne skrive mere af det ene – og mindre af det andet. Men det er mig, der skal træffe et valg om, hvordan lige præcis denne her bog skal vinkles. Så nu har jeg truffet beslutningen: Jeg er færdig.

Manuskript haves – forlag søges.

Nu kommer jeg så bare til det nervepirrende at skulle trykke på knappen. Knappen “Send”. Mit manuskript er gennemarbejdet og der ligger hundredevis (jovist) af timers arbejde bag, og det ville være helt fantastisk, hvis et forlag vil være med til at trykke bogen, så nogle læsere kan få fornøjelse af den.

Vil du vide, hvad Glidende Overgange handler om? Så læs mere her.

Follow my blog with Bloglovin

Udgivet den

Fugl Phønix rejser sig af asken!

Det kan være en lang og hård rejse at lære at skrive bøger. For mig er det. Jeg troede i foråret, at jeg var færdig med Glidende Overgange. Så jeg hoppede på det tog, som hedder “forlagsrunden”. Med afslag efter afslag til følge. Fra de forlag, som altså gad at svare. Det var selvfølgelig nedslående. Men alligevel også opløftende. For fra flere af forlagene var der rosende ord at hente. Det fortalte mig to ting:

  1. At de faktisk havde læst mit manuskript.
  2. At jeg kan skrive.

Jeg havde bare ikke rigtig fået styr på at opbygge spænding. Og her skal spænding forstås bredt som “lysten til at læse videre”. For Glidende Overgange er på ingen måde en spændingsroman, men en humoristisk-melankolsk beretning om midtlivskrisens genvordigheder.

Lære nummer 1: Send aldrig manus for tidligt

Men jeg lærte først og fremmest een ting: Jeg sendte mit manus for tidligt. Det ved alle, der skriver, at man ALDRIG må gøre. Mit manus var aldeles gennemarbejdet. Man finder ikke mange fejl i mit manuskript, men jeg havde ikke ramt den helt rigtige balance i strukturen, som gør at læserens lyst til at læse blev motiveret.

Nu har jeg ladet manuskriptet komme lidt på afstand og har brugt den konstruktive kritik, jeg har fået til at tage en beslutning. Enten kunne jeg vælge at skrinlægge projektet og gå videre med et nyt. Eller jeg kunne give Glidende Overgange endnu en tur.

Jeg har valgt det sidste.

Lære nummer 2: Giv aldrig op uden kamp

Manuskriptet er for godt til at slippe. Jeg tror stadig på det. Og jeg vil ikke have arbejdet så længe på det uden at få det ud i verden. På den ene eller anden måde. Så nu er jeg gået i gang igen og har besluttet mig for at gennemføre en række ændringer i manuskriptet, som forhåbentlig giver et mere helstøbt, sammenhængende og læseværdigt resultat.