Corona – de introvertes stille fest?

Intet er som det plejer at være. En virus har vendt op og ned på de flestes dagligdag. Vi går ikke på arbejde. Vi går ikke i skole. Vi går ikke til fester og koncerter. Vi krammer ikke. Vi giver ikke engang hånd. Er Corona med andre ord en stille fest for os introverte?

Selvfølgelig er jeg bekymret over Corona. Hele virus-forløbet er bekymrende, men også vildt interessant. Som et socialt eksperiment for hele verden. Jeg bekymrer mig over de lange og uforudsigelige sygdomsforløb og følger med i tallene dag for dag. Jeg frygter, at virussen rammer mine børn eller mine forældre. Jeg er bekymret for en verdensøkonomi i frit fald. Jeg er bekymret for arbejdspladser, og hvordan vi allesammen skal tjene penge lige nu. Jeg er bekymret for, hvordan verden og velfærdssamfundet vil se ud efter denne her omgang Corona. Men når alt det er sagt, så oplever jeg også, at det påvirker min hverdag på en ikke ubehagelig måde. Jeg må faktisk sige, at min egen lille verden og dagligdag lige nu er ret dejlig.

For mange mennesker er det en hård tid, som man må udholde så godt som muligt. Især de ekstroverte har det hårdt. For hvordan skal de hente energi og livskraft, når deres sociale omgangskreds for en tid er skåret helt ind til benet? De føler sig fanget i deres eget hjem, og hvis de ikke hiver efter vejret pga. corona, så hiver de efter vejret pga. den kvælningsfornemmelse, som isolationen medfører.

Men for os introverte er det lettere. Det her med at være sammen på afstand er en fantastisk opfindelse, som nogle af os glider ubesværet ind i. Det er som om verden endelig er blevet bygget på de introvertes principper: Afstand, ro og masser af tid alene eller i ganske små selskaber. Dermed ikke sagt, at jeg ønsker, at Corona fortsætter. Det er en ret trist baggrund at opleve en stille fest på. Jeg siger bare: Vi introverte har det lidt lettere lige nu – og den adfærd vi allesammen er blevet pålagt passer os ret godt.

Sociale sammenkomster er på pause

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at verden endelig er indrettet på en måde, hvor det er lidt lettere at være mig. For en introvert type som mig, er det dejligt at slippe for alle de situationer, som for mig kan være knyttet til noget ubehageligt – eller ligefrem være udfordrende. Noget af det, som er stærkt udfordrende som introvert er at deltage i sociale sammenkomster og i det hele taget være sammen med mange mennesker. Ikke nødvendigvis ENHVER social sammenkomst (som mange tror), men den slags sammenkomster, hvor du skal være sammen med en masse mennesker, du ikke kender særligt godt. Af pligt, pga. arbejde eller tradition – eller andres skyld. Lige nu er det så let. Der er slet ingen sammenkomster at deltage i – og dermed ingen svære sociale handlinger at føle ubehag ved.

Man dør (ikke) af at kramme

Noget af det, jeg har svært ved, er goddag og farvel-situationen, for jeg risikerer at skulle kramme. Jeg dør ikke af at kramme. Eller det vil sige – lige nu kan jeg faktisk risikere at gøre det – men jeg bryder mig virkelig ikke om det. Kun ganske få mennesker bliver med glæde lukket ind i min favn. Det overskrider simpelthen min personlige grænse. Jeg lærer aldrig at sætte pris på at være så tæt på mennesker, som jeg ikke har et meget tæt forhold til.

Men mange mennesker holder af det. Eller ser det som høflig adfærd. Især de ekstroverte. De betragter det som en venlig og kærlig gestus. Den del er jeg med på, og jeg anerkender deres gode vilje. Men jeg ville ønske, vi kunne vise vores “jeg-ser-dig”- gestus til noget mindre grænseoverskridende. Når folk i ren venlighed og tillid åbner armene og viser, at de forventer et kram – og vil mig -, så er det virkelig svært at stikke en lab frem i stedet uden at føle sig både afvisende, uhøflig, mærkelig og kold. For hvad er værst? At afvise andre eller overskride egne grænser? Det valg slipper jeg for lige nu. Vi er allesammen enige om ikke at kramme, og for en tid behøver jeg ikke være flov over at nøjes med et lille vink fra distancen.

Forfatterjobbet er uforandret

Som introvert har jeg det bedste job i verden. Som forfatter skriver og læser jeg dagen lang. Helt alene ved mit skrivebord. Og der er intet forandret i forhold til før. Jeg har heldigvis allerede indrettet mig med en hverdag, jeg virkelig holder af. Faktisk er den eneste forskel, at alle mine “pengejobs” ude af huset er aflyst lige nu. Ingen foredrag og ingen formidlingsjobs. Dem savner jeg. Men så har jeg mere tid til min forfattervirksomhed, end jeg plejer. Det eneste minus er selvfølgelig pengene. Dem er der lidt færre af. Der er også den lille forskel, at der er andre i huset om dagen. Det er meget mærkeligt, men også hyggeligt at have nogen at spise frokost med. Jeg har fundet ud af, at vi fungerer godt i vores lille hjemme-enhed.

Projekterne står i kø

Når jeg ikke arbejder er der masser af potentielle projekter at gå i gang med. Jeg har to strikkeprojekter liggende. Nogle sy-projekter, nogle ufærdige malerier, nogle hus-vedligeholdsprojekter – og haven selvfølgelig. Corona-isolationen har givet mig fornyet energi til at tage fat på dem! Hver morgen står jeg op fuld af energi og planer for dagen. Nøj, hvor er der meget at gå i gang med. Jeg planlægger timerne ned til mindste detalje for at være sikker på, at jeg får det maksimale ud af alle dage. Jeg må konstatere, at jeg trives.

Det er så enkelt lige nu

Glæder jeg mig til krisen er ovre? Selvfølgelig. Jeg glæder mig til, at verdensøkonomiens hjul begynder at rulle, så mange forsørgere igen kan tjene penge. Jeg glæder mig ikke til, at klimabelastningen atter stiger med flytrafik og bilos i luften. Jeg glæder mig til at kunne besøge mennesker, jeg holder af. Jeg glæder mig ikke til, at samfundets stressende aktivitets-, lyd- og informationsniveau kommer op i de sædvanlige omdrejninger.

Lige nu har jeg det fremragende. For mig er der heldigvis ikke den store forskel på tiden før og under Corona. Alligevel kan jeg godt mærke, at jeg er bedre til at leve i nuet i disse dage. Jeg ved, at min kalender er fuldstændig tom. Jeg behøver ikke tænke fremad. Der er en dejlig ro, som jeg nyder. Som om verden er blevet fritaget for stress, jag og den evige strøm af aktiviteter at forholde sig til. Det er så enkelt lige nu. Kan man tillade sig at sige, at Corona er de introvertes stille fest?

Læs også om: Aktuelle skriveprojekter

Du får aldrig gratis frokost – det koster at gå efter en drøm

Der findes et amerikansk ordsprog, der lyder sådan her: There is no such thing as a free lunch! Gratis frokost findes ikke. Alting har en pris, selv om det tilsyneladende er gratis. Det gælder også, hvis du tager en beslutning om at gå efter en drøm og en kreativ karriere.

Alt er en udveksling af tjenester, varer eller penge. Hvis du spiser en gratis pølse til åbningen af en ny butik i byen, så betaler du alligevel noget. Den usagte overenskomst er: “Vi giver dig en gratis pølse – du giver os god omtale eller køber en lille ting.” Hvis du abonnerer på et gratis nyhedsbrev, så regner afsenderen med, at du betaler med din loyalitet og gemmer kendskabet til virksomheden i et lille bitte hjørne af din hjerne. Intet er gratis. Heller ikke drømme.

Min pris for at gå efter en drøm

Det var dyrt for mig at gå efter min drøm om at blive forfatter. På flere måder. Hvis jeg var blevet i mit job havde jeg ikke haft grund til at bekymre mig om min bankkonto. For hvert år der går, siger jeg farvel til flere hundrede tusinde kroner. Hvis jeg var blevet, havde jeg sikkert også betalt adskillige tusinde kroner ind på min pensionsopsparing, som i disse år står i stampe. Kvaliteten af min pensionisttilværelse er ikke det, der ligger mig mest på sinde lige nu. Det, jeg koncentrerer mig om nu er at få banket min kreative forretning på benene. At få gang i hjulene, så jeg med tiden kan tjene mere og mere på det, jeg gør hver dag. Men kampen er lang og hård. Prisen er høj.

Alligevel er jeg fuldt ud tilfreds med den beslutning, jeg har truffet. Jeg kan ikke sige, at jeg er ligeglad med penge. Det er jeg ikke. Jeg er – som de fleste andre – rigtig glad for penge, og det som penge kan give mig af tryghed og materiel velstand og oplevelser. For mig har jeg måtte veje, hvad der var vigtigst: En god økonomi i kombination med et ikke-tilfredsstillende arbejdsliv eller en dårlig økonomi i kombination med et tilfredsstillende arbejdsliv? 

For mig vejede det sidstnævnte tungest. Men jeg har måttet bytte lodderne frem og tilbage på vægtskålen adskillige gange. Hvis der da bare var en måde, hvorpå jeg kunne få både penge og et tilfredsstillende arbejdsliv! (og det håber jeg, der er med tiden)

De usynlige omkostninger

Der er også andre knap så synlige ting, som man må ofre for at gå efter drømmen. Knap så konkrete, målbare ofre, som alligevel kan have stor betydning og som kan veje så tungt, at vi vælger ikke at gå efter drømmen.

Farvel til selvstændighed

Min mor fik i en sen alder adskillige uddannelser. Hun uddannede sig både som kontorassistent, blomsterbinder og social- og sundhedshjælper. Men i hele min barndom bar hun titlen “medhjælpende ægtefælle”. Dengang var det sådan, at hvis hun skulle tale med kommunen eller andre offentlige instanser om det ene eller det andet, så måtte hun altid oplyse min fars CPR-nummer og ikke sit eget. Hun var – set med myndighedernes øjne – ikke noget i sig selv, men kun i kraft af min fars titel: “Gårdejer”. Derfor blev det meget tidligt grundlagt hos mig, at jeg aldrig nogensinde skulle være (økonomisk) afhængig af en mand. Jeg ville klare mig selv, have en uddannelse og et job, uanset hvem jeg giftede mig med – og det skulle ikke være en landmand:-)

Da jeg besluttede at gå efter min drøm måtte jeg kaste dén grundlæggende overbevisning over bord. Jeg måtte erkende, at jeg ikke kom til at gå efter en drøm, hvis jeg holdt fast i at forsørge mig selv. Jeg havde brug for, at min mand overtog en stor del af vores fælles økonomiske forpligtelser. I hvert fald for en periode. Men den sved. Den var dyr og har været en af de allersværeste kameler at sluge. Men jeg har trods alt holdt fast i beslutningen om aldrig at gifte mig med en landmand!

Farvel erhvervskarriere

En anden omkostning var min erhvervskarriere. Da jeg overvejede at gå efter min drøm var jeg bange for at sige farvel til arbejdsmarkedet. Jeg overvejede, om mit exit fra mit job inden for marketing ville være et permanent exit. Ville jeg have mulighed for at vende tilbage til branchen, hvis jeg ville? F.eks. inden for en periode på to-tre år? 

Det hørte med til mine overvejelser, at jeg var midt i fyrrerne. Hvor attraktiv ville jeg være, hvis jeg som knap 50-årig besluttede at vende tilbage til en branche, som i høj grad præges af nye teknologiske muligheder og købsmønstre? Hvor automation og digital intelligens sætter dagsordenen, og hvor nye metoder til markedsføring udvikles med stadig stigende hastighed.  Jeg vidste jo godt, at allerede minuttet efter, jeg havde smidt min opsigelse på chefens skrivebord, ville marketingbranchen udvikle sig, og jeg ville være på vej til at blive sejlet agerud fagligt. Derfor gav jeg mig selv et år. Højst to. Hvis jeg fortrød, troede jeg på, at jeg kunne blive ude af branchen uden seriøse omkostninger i et år eller to. Derefter ville min viden være forældet. 

Det betød også, at jeg måtte sige farvel til de ambitioner og håb, som jeg indtil nu havde haft til min erhvervskarriere. Jeg havde altid stræbt efter at nå så langt som muligt og måske en dag få lov til at stå i spidsen for en virksomheds markedsføring. Men det måtte jeg vinke farvel til. Jeg måtte indstille mig på, at fremtidige forfremmelser og erhvervsmæssige mål, aldrig ville blive til noget. Med mit exit fra erhvervslivet ville jeg aldrig blive chef for andet end mit eget skrivebord.

Farvel arbejdsidentitet

Der følger en helt masse med det at være tilknyttet arbejdsmarkedet, som man måske ikke tænker så meget over, når man er i det. Der er meget identitet knyttet til et arbejde. Vi bilder os ind, at det fortæller meget om os, hvad vi arbejder med. Det fylder meget i vores selvopfattelse og vores samtaler med hinanden. 

I de perioder, jeg har været arbejdsløs, har jeg oplevet, hvordan bordherrer lynhurtigt vender sig til den anden side, når man – ofte ret hurtigt i samtalen – må svare på det obligatoriske spørgsmål: “Hvad laver du så?” Efter et par høflighedsfraser er der ikke så meget mere at snakke om. Der opstår et tomrum i den høflige samtale, man normalt har med mennesker, man lige har mødt. Derfor kan man godt komme til at tro, at ens værd som person er lig med ens værd på arbejdsmarkedet. 

Selv om jeg aktivt har taget beslutningen om at sige farvel til alt det, så betyder det ikke, at jeg aldrig mærker et lille stik i maven af misundelse over andre menneskers lønstigninger, forfremmelser og frembrusende lederkarrierer. Jeg føler misundelsen og kan kortvarigt komme til at tvivle på min egen beslutning.  

Læs også: 5 gode råd til dig, der vil gå efter din drøm

Læs også om Malene Lei Rabens farvel til hamsterhjulet:

https://politiken.dk/debat/art7526340/%C2%BBJeg-ville-havne-et-andet-sted-end-min-mor-som-var-fuldst%C3%A6ndig-nedslidt-som-60-%C3%A5rig-alene-og-i-konflikt-med-sine-b%C3%B8rn%C2%AB

 

Mød mig her:

Da jeg gik efter min drøm

For tre år siden sad jeg på en hotel-altan med udsigt over Middelhavet. Solen var på vej ned, vinden var lun, og jeg drak lunken hvidvin af et tandkrus. Jeg var taget alene til Spaniens solkyst for at tænke tingene igennem og tage en beslutning. Skulle jeg sige mit gode job op og gå efter min drøm om at skrive en bog?

Det havde været flere år undervejs. Jeg havde ændret arbejdstider, holdt lange ferier, haft MUS-samtaler og forsøgt alle mulige former for tilpasninger i arbejdslivet, så jeg kunne blive glad. Ofte hjalp det i en periode, men aldrig i længden. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg var udbrændt. Langsomt, men sikkert styrede jeg imod afgrunden af mit arbejdsliv. Tilsidst var der ikke mere energi i mig. Det eneste som holdt mig kørende i arbejdslivet var udsigten til en løncheck hver måned, og det var – selv om jeg elsker penge på kontoen – ikke nok motivation for mig.

Drømmen om at skrive

Og så havde jeg den der gamle drøm om at skrive. Jeg vidste, at det var det, jeg ville. Jeg har altid vidst, at det ville passe perfekt til mig. Fordybelsen, ensomheden, kreativiteten. Men hvornår passede det lige? Der var børn at passe. Penge, der skulle tjenes. Og så skulle man vel have et eller andet unægteligt talent? Kunne jeg overhovedet finde ud af det? Nu var jeg også blevet for gammel. Var jeg ikke bare ude i en skabagtig selvrealiseringsproces? Jeg fik ondt i maven ved tanken om at skrive. Jeg ville det gerne og kunne næsten ikke holde ud at høre om endnu en forfatterdebut. Slet ikke, hvis der var tale om modne mennesker, som debuterede. Det var for meget. Det var for tæt på min egen drøm.

Mit bedste job

Jeg kunne ikke klage over mit job. Det var fint og på mange måder det perfekte match. Det var det bedste job, jeg nogensinde havde haft. Virksomheden var god, der var muligheder i fremtiden, og derfor var det jo så mærkeligt, at jeg ikke var glad og måtte slæbe mig afsted hver dag. Problemet var, at jeg ikke længere kunne se meningen med det, jeg lavede. Der var ingen følelse af tilfredsstillelse, når jeg satte mig i bilen og kørte hjem. Jeg følte nærmest, at det var ligegyldigt, at jeg var der. Hvilken forskel gjorde jeg?

Arbejdet fyldte 24 timer i døgnet

Det hører også med til historien, at ikke kun mit arbejdsliv mellem 8 og 16 var ramt. Min fritid var også ramt. For at komme igennem arbejdsdagen måtte jeg restituere, når jeg havde fri. Det betød for mig at ligge på sofaen, isoleret og trist. Jeg orkede absolut ingenting. Heller ikke de ting, som jeg altid har nydt at gøre. Værre endnu: Jeg orkede stort set heller ikke nærvær og samvær med min familie. Det eneste, jeg kunne overskue var at ligge alene i et mørkt rum. Hvad kunne jeg tilbyde familien, vennerne, verden? Var det ikke bedre, at jeg lagde mig ud i skovbunden og gik i ét med naturen?

Handlingslammet

Problemet, når man har det så skidt er, at man er handlingslammet. De få mennesker, som vidste, at jeg havde det dårligt sagde: “Så gør noget!”, “tag en beslutning”, “sig dog op!” Men det var mere end svært. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg havde muligheden for at melde mig syg. Men det gjorde jeg aldrig. Måske fordi jeg vidste, at det ville blive i lang tid. Måske fordi jeg ikke så mig selv som syg. Jeg KUNNE jo rejse mig fra sengen og gå på job. Hvis jeg var syg, så kunne jeg jo ikke. Sådan tænkte jeg. Sygdom er for mig ikke et valg. I dag tænker jeg, at det ville have været godt for både mig og min arbejdsplads, at jeg havde taget en time-out. Men sådan gik det ikke. Jeg orkede ikke engang at tage telefonen og ringe til min chef. Jeg orkede ikke at tage samtalen. Så jeg gik på arbejde.

Beslutningen

Men til sidste gjorde jeg alligevel noget. Jeg bestilte en rejse til Spanien. Ned til varme, afslapning og absolut ingen krav. Helt alene. På altanen i Spanien nåede jeg selvfølgelig frem til, at jeg var ved vejs ende. Jeg kunne ikke gå længere ad den vej. Jeg måtte sige op, før jeg ødelagde hele mit liv og mine nærmeste relationer. Også selv om jeg ikke vidste, hvad der ventede. Det skræmte mig helt utrolig meget. Jeg sagde op uden at vide, hvornår der ville komme penge på kontoen igen. Jeg kunne have meldt mig arbejdsløs, men tanken om det krævende system fik mig til at droppe det. Jeg havde brug for total frihed. Uanset, hvad det ville koste. Hvad er det værste, der kan ske? Tænkte jeg. Det værste ville være, at jeg måtte sælge alt, hvad jeg havde og bo i en lille lejlighed på kontanthjælp. Det var jeg egentlig ikke bange for. For selv om man er på kontanthjælp og bor i en et-værelses kan man vel godt skrive?

Hvordan er det så gået?

Ved siden af skriveriet har jeg et bijob, som jeg holder meget af – og som holder mig væk fra den et-værelses. Jeg er i en god proces med at skrive. Jeg har udgivet en bog – og har endnu et projekt i gang. Og så er jeg mest glad.

Johanne Kirstine Fall: Der er altid nogen at befri

En aften kort før jul læste jeg Johanne Kirstine Falls debutroman: “Der er altid nogen at befri”, som i 2017 udkom på Gladiator.

Den gjorde indtryk og er ikke sådan lige at ryste af sig. Juleaften spiste jeg som mange andre danskere andesteg med største fornøjelse. Alligevel sad jeg der midt i julemaden og tænkte tilbage på en lignende scene i romanen, hvor hovedpersonen, anorexipatienten Katrina, kommer til at spise nogle “kødtrevler” fra anden. Hun forsøger at veje nogle trevler for at finde ud af, hvor mange kalorier, hun har indtaget under middagen. Men der er så lidt kød, at vægten ikke kan registrere det, men alligevel er hun overbevist om, at hun har spist alt for mange kalorier. Hun får kvalme over maden, sig selv og hele situationen, hvor presset om at hygge som familie er stort. Katrina kan ikke håndtere det og ender med at stå på altanen, mens der bliver spist færdigt og ryddet af bordet.

“Der er altid nogen at befri” følger den anorexi-syge Katrinas indlæggelse på en hospitalsafdeling, hvor hun og en flok andre piger, modtager behandling for deres lidelse. Katrina vejer 42 kg ved indlæggelsen, men drømmer om at komme ned på 31, som hun betragter som sin idealvægt. En psykolog fortæller hende, at hun bør veje minimum 62 kilo, hvortil Katrina svarer:

“Helt ærligt. Lad være med at tage pis på mig. 62 kilo. Det er der jo ikke nogen ved sine fulde fem, der vejer.”

Katrina vil være nogen

Men Katrina er heller ikke ved sine fulde fem. Og dog. Hun er en intelligent og ambitiøs ung kvinde, som er blevet for ambitiøs med sine kropsidealer. Hun er ikke noget offer. Hun ved, hvad hun gør. Hun har valgt at være tynd. Meget tynd. I romanen bliver der antydet en oprindelse for den sygdom, hun nu lider af. Katrina må til tider agere søster for sin egen far udover de to yngre søstre. Faderen bærer da også navnet Bror i romanen. Bror drikker og går ofte i selvmordstanker, der efterhånden er af Peter-og-Ulven-agtige dimensioner. Han snakker om det, truer med det, men gør aldrig alvor af det. Katrina savner en rigtig far, som er der hele tiden. Ikke kun, når det brænder på for ham. Så Katrina vil være så tynd, at nogen ser hende, ironisk nok. Hun vil være tynd for at være nogen, og for at være noget særligt.

Katrina kæmper sig igennem opholdet på afdelingen og bliver mere og mere splittet. Hvad vil hun egentlig helst? Nå sit mål om at blive unik og veje 31 kilo eller leve et almindeligt liv som mange andre med kæreste, uddannelse og børn? Katrina kæmper ikke alene med anorexien, men også med vrangforestillinger om kriblende rejer under huden og kradsende flagermus i maven.

Hjælperne i romanen

Katrinas hjælpere i romanen er den trofaste kæreste Jakob, som igennem hele forløbet står ved Katrinas side. Derudover er det sygeplejersken Gitte, der med omsorg får vakt Katrinas tillid. Ikke mindst ved hjælp af det barnlige kælenavn “Luffegøj”, som Gitte konsekvent kalder Katrina. Katrina har brug for at være barnet, og Gitte giver hende det.

Katrinas karakter er troværdig og rørende fortalt indefra. Hun er ikke et offer, og hun er ikke svag. Katrina er stærk og formår netop derfor at fastholde de strikse regler for sig selv:

“Det er da mig, der tager dårlige beslutninger om ikke at spise hver eneste dag. Det er jo ikke noget, der er faldet ned i hovedet på hverken dig eller mig, det er noget, vi har udviklet, fordi vi har dyrket det, og det er ligesom vores egen beslutning, det er ikke noget, “du ikke kan gøre for”, som du siger.”

En vej ud

Romanen diskuterer vores syn på anorexipatienter. De er alt andet end ofre. De viser styrke og kontrol i ekstrem grad. Problemet er bare, at de dermed bliver til ofre. Ofre for deres egen sundhed og egne muligheder i livet. Heldigvis angiver romanen også vejen ud: At man med knap så kompromisløs en stræben, måske alligevel kan få lidt af begge dele. Vi behøver ikke alle være fede. Men vi behøver heller ikke veje 31 kilo for at være nogen.

Romanen er hurtigt læst og meget velskrevet. Vi får ikke for meget fortalt, men kan som læsere godt selv slutte os til, hvordan Katrina fungerer og hvad der er på spil for hende. Tillykke til Johanne Kirstine Fall for en god debutroman.