Corona – de introvertes stille fest?

Intet er som det plejer at være. En virus har vendt op og ned på de flestes dagligdag. Vi går ikke på arbejde. Vi går ikke i skole. Vi går ikke til fester og koncerter. Vi krammer ikke. Vi giver ikke engang hånd. Er Corona med andre ord en stille fest for os introverte?

Selvfølgelig er jeg bekymret over Corona. Hele virus-forløbet er bekymrende, men også vildt interessant. Som et socialt eksperiment for hele verden. Jeg bekymrer mig over de lange og uforudsigelige sygdomsforløb og følger med i tallene dag for dag. Jeg frygter, at virussen rammer mine børn eller mine forældre. Jeg er bekymret for en verdensøkonomi i frit fald. Jeg er bekymret for arbejdspladser, og hvordan vi allesammen skal tjene penge lige nu. Jeg er bekymret for, hvordan verden og velfærdssamfundet vil se ud efter denne her omgang Corona. Men når alt det er sagt, så oplever jeg også, at det påvirker min hverdag på en ikke ubehagelig måde. Jeg må faktisk sige, at min egen lille verden og dagligdag lige nu er ret dejlig.

For mange mennesker er det en hård tid, som man må udholde så godt som muligt. Især de ekstroverte har det hårdt. For hvordan skal de hente energi og livskraft, når deres sociale omgangskreds for en tid er skåret helt ind til benet? De føler sig fanget i deres eget hjem, og hvis de ikke hiver efter vejret pga. corona, så hiver de efter vejret pga. den kvælningsfornemmelse, som isolationen medfører.

Men for os introverte er det lettere. Det her med at være sammen på afstand er en fantastisk opfindelse, som nogle af os glider ubesværet ind i. Det er som om verden endelig er blevet bygget på de introvertes principper: Afstand, ro og masser af tid alene eller i ganske små selskaber. Dermed ikke sagt, at jeg ønsker, at Corona fortsætter. Det er en ret trist baggrund at opleve en stille fest på. Jeg siger bare: Vi introverte har det lidt lettere lige nu – og den adfærd vi allesammen er blevet pålagt passer os ret godt.

Sociale sammenkomster er på pause

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at verden endelig er indrettet på en måde, hvor det er lidt lettere at være mig. For en introvert type som mig, er det dejligt at slippe for alle de situationer, som for mig kan være knyttet til noget ubehageligt – eller ligefrem være udfordrende. Noget af det, som er stærkt udfordrende som introvert er at deltage i sociale sammenkomster og i det hele taget være sammen med mange mennesker. Ikke nødvendigvis ENHVER social sammenkomst (som mange tror), men den slags sammenkomster, hvor du skal være sammen med en masse mennesker, du ikke kender særligt godt. Af pligt, pga. arbejde eller tradition – eller andres skyld. Lige nu er det så let. Der er slet ingen sammenkomster at deltage i – og dermed ingen svære sociale handlinger at føle ubehag ved.

Man dør (ikke) af at kramme

Noget af det, jeg har svært ved, er goddag og farvel-situationen, for jeg risikerer at skulle kramme. Jeg dør ikke af at kramme. Eller det vil sige – lige nu kan jeg faktisk risikere at gøre det – men jeg bryder mig virkelig ikke om det. Kun ganske få mennesker bliver med glæde lukket ind i min favn. Det overskrider simpelthen min personlige grænse. Jeg lærer aldrig at sætte pris på at være så tæt på mennesker, som jeg ikke har et meget tæt forhold til.

Men mange mennesker holder af det. Eller ser det som høflig adfærd. Især de ekstroverte. De betragter det som en venlig og kærlig gestus. Den del er jeg med på, og jeg anerkender deres gode vilje. Men jeg ville ønske, vi kunne vise vores “jeg-ser-dig”- gestus til noget mindre grænseoverskridende. Når folk i ren venlighed og tillid åbner armene og viser, at de forventer et kram – og vil mig -, så er det virkelig svært at stikke en lab frem i stedet uden at føle sig både afvisende, uhøflig, mærkelig og kold. For hvad er værst? At afvise andre eller overskride egne grænser? Det valg slipper jeg for lige nu. Vi er allesammen enige om ikke at kramme, og for en tid behøver jeg ikke være flov over at nøjes med et lille vink fra distancen.

Forfatterjobbet er uforandret

Som introvert har jeg det bedste job i verden. Som forfatter skriver og læser jeg dagen lang. Helt alene ved mit skrivebord. Og der er intet forandret i forhold til før. Jeg har heldigvis allerede indrettet mig med en hverdag, jeg virkelig holder af. Faktisk er den eneste forskel, at alle mine “pengejobs” ude af huset er aflyst lige nu. Ingen foredrag og ingen formidlingsjobs. Dem savner jeg. Men så har jeg mere tid til min forfattervirksomhed, end jeg plejer. Det eneste minus er selvfølgelig pengene. Dem er der lidt færre af. Der er også den lille forskel, at der er andre i huset om dagen. Det er meget mærkeligt, men også hyggeligt at have nogen at spise frokost med. Jeg har fundet ud af, at vi fungerer godt i vores lille hjemme-enhed.

Projekterne står i kø

Når jeg ikke arbejder er der masser af potentielle projekter at gå i gang med. Jeg har to strikkeprojekter liggende. Nogle sy-projekter, nogle ufærdige malerier, nogle hus-vedligeholdsprojekter – og haven selvfølgelig. Corona-isolationen har givet mig fornyet energi til at tage fat på dem! Hver morgen står jeg op fuld af energi og planer for dagen. Nøj, hvor er der meget at gå i gang med. Jeg planlægger timerne ned til mindste detalje for at være sikker på, at jeg får det maksimale ud af alle dage. Jeg må konstatere, at jeg trives.

Det er så enkelt lige nu

Glæder jeg mig til krisen er ovre? Selvfølgelig. Jeg glæder mig til, at verdensøkonomiens hjul begynder at rulle, så mange forsørgere igen kan tjene penge. Jeg glæder mig ikke til, at klimabelastningen atter stiger med flytrafik og bilos i luften. Jeg glæder mig til at kunne besøge mennesker, jeg holder af. Jeg glæder mig ikke til, at samfundets stressende aktivitets-, lyd- og informationsniveau kommer op i de sædvanlige omdrejninger.

Lige nu har jeg det fremragende. For mig er der heldigvis ikke den store forskel på tiden før og under Corona. Alligevel kan jeg godt mærke, at jeg er bedre til at leve i nuet i disse dage. Jeg ved, at min kalender er fuldstændig tom. Jeg behøver ikke tænke fremad. Der er en dejlig ro, som jeg nyder. Som om verden er blevet fritaget for stress, jag og den evige strøm af aktiviteter at forholde sig til. Det er så enkelt lige nu. Kan man tillade sig at sige, at Corona er de introvertes stille fest?

Læs også om: Aktuelle skriveprojekter

Du får aldrig gratis frokost – det koster at gå efter en drøm

Der findes et amerikansk ordsprog, der lyder sådan her: There is no such thing as a free lunch! Gratis frokost findes ikke. Alting har en pris, selv om det tilsyneladende er gratis. Det gælder også, hvis du tager en beslutning om at gå efter en drøm og en kreativ karriere.

Alt er en udveksling af tjenester, varer eller penge. Hvis du spiser en gratis pølse til åbningen af en ny butik i byen, så betaler du alligevel noget. Den usagte overenskomst er: “Vi giver dig en gratis pølse – du giver os god omtale eller køber en lille ting.” Hvis du abonnerer på et gratis nyhedsbrev, så regner afsenderen med, at du betaler med din loyalitet og gemmer kendskabet til virksomheden i et lille bitte hjørne af din hjerne. Intet er gratis. Heller ikke drømme.

Min pris for at gå efter en drøm

Det var dyrt for mig at gå efter min drøm om at blive forfatter. På flere måder. Hvis jeg var blevet i mit job havde jeg ikke haft grund til at bekymre mig om min bankkonto. For hvert år der går, siger jeg farvel til flere hundrede tusinde kroner. Hvis jeg var blevet, havde jeg sikkert også betalt adskillige tusinde kroner ind på min pensionsopsparing, som i disse år står i stampe. Kvaliteten af min pensionisttilværelse er ikke det, der ligger mig mest på sinde lige nu. Det, jeg koncentrerer mig om nu er at få banket min kreative forretning på benene. At få gang i hjulene, så jeg med tiden kan tjene mere og mere på det, jeg gør hver dag. Men kampen er lang og hård. Prisen er høj.

Alligevel er jeg fuldt ud tilfreds med den beslutning, jeg har truffet. Jeg kan ikke sige, at jeg er ligeglad med penge. Det er jeg ikke. Jeg er – som de fleste andre – rigtig glad for penge, og det som penge kan give mig af tryghed og materiel velstand og oplevelser. For mig har jeg måtte veje, hvad der var vigtigst: En god økonomi i kombination med et ikke-tilfredsstillende arbejdsliv eller en dårlig økonomi i kombination med et tilfredsstillende arbejdsliv? 

For mig vejede det sidstnævnte tungest. Men jeg har måttet bytte lodderne frem og tilbage på vægtskålen adskillige gange. Hvis der da bare var en måde, hvorpå jeg kunne få både penge og et tilfredsstillende arbejdsliv! (og det håber jeg, der er med tiden)

De usynlige omkostninger

Der er også andre knap så synlige ting, som man må ofre for at gå efter drømmen. Knap så konkrete, målbare ofre, som alligevel kan have stor betydning og som kan veje så tungt, at vi vælger ikke at gå efter drømmen.

Farvel til selvstændighed

Min mor fik i en sen alder adskillige uddannelser. Hun uddannede sig både som kontorassistent, blomsterbinder og social- og sundhedshjælper. Men i hele min barndom bar hun titlen “medhjælpende ægtefælle”. Dengang var det sådan, at hvis hun skulle tale med kommunen eller andre offentlige instanser om det ene eller det andet, så måtte hun altid oplyse min fars CPR-nummer og ikke sit eget. Hun var – set med myndighedernes øjne – ikke noget i sig selv, men kun i kraft af min fars titel: “Gårdejer”. Derfor blev det meget tidligt grundlagt hos mig, at jeg aldrig nogensinde skulle være (økonomisk) afhængig af en mand. Jeg ville klare mig selv, have en uddannelse og et job, uanset hvem jeg giftede mig med – og det skulle ikke være en landmand:-)

Da jeg besluttede at gå efter min drøm måtte jeg kaste dén grundlæggende overbevisning over bord. Jeg måtte erkende, at jeg ikke kom til at gå efter en drøm, hvis jeg holdt fast i at forsørge mig selv. Jeg havde brug for, at min mand overtog en stor del af vores fælles økonomiske forpligtelser. I hvert fald for en periode. Men den sved. Den var dyr og har været en af de allersværeste kameler at sluge. Men jeg har trods alt holdt fast i beslutningen om aldrig at gifte mig med en landmand!

Farvel erhvervskarriere

En anden omkostning var min erhvervskarriere. Da jeg overvejede at gå efter min drøm var jeg bange for at sige farvel til arbejdsmarkedet. Jeg overvejede, om mit exit fra mit job inden for marketing ville være et permanent exit. Ville jeg have mulighed for at vende tilbage til branchen, hvis jeg ville? F.eks. inden for en periode på to-tre år? 

Det hørte med til mine overvejelser, at jeg var midt i fyrrerne. Hvor attraktiv ville jeg være, hvis jeg som knap 50-årig besluttede at vende tilbage til en branche, som i høj grad præges af nye teknologiske muligheder og købsmønstre? Hvor automation og digital intelligens sætter dagsordenen, og hvor nye metoder til markedsføring udvikles med stadig stigende hastighed.  Jeg vidste jo godt, at allerede minuttet efter, jeg havde smidt min opsigelse på chefens skrivebord, ville marketingbranchen udvikle sig, og jeg ville være på vej til at blive sejlet agerud fagligt. Derfor gav jeg mig selv et år. Højst to. Hvis jeg fortrød, troede jeg på, at jeg kunne blive ude af branchen uden seriøse omkostninger i et år eller to. Derefter ville min viden være forældet. 

Det betød også, at jeg måtte sige farvel til de ambitioner og håb, som jeg indtil nu havde haft til min erhvervskarriere. Jeg havde altid stræbt efter at nå så langt som muligt og måske en dag få lov til at stå i spidsen for en virksomheds markedsføring. Men det måtte jeg vinke farvel til. Jeg måtte indstille mig på, at fremtidige forfremmelser og erhvervsmæssige mål, aldrig ville blive til noget. Med mit exit fra erhvervslivet ville jeg aldrig blive chef for andet end mit eget skrivebord.

Farvel arbejdsidentitet

Der følger en helt masse med det at være tilknyttet arbejdsmarkedet, som man måske ikke tænker så meget over, når man er i det. Der er meget identitet knyttet til et arbejde. Vi bilder os ind, at det fortæller meget om os, hvad vi arbejder med. Det fylder meget i vores selvopfattelse og vores samtaler med hinanden. 

I de perioder, jeg har været arbejdsløs, har jeg oplevet, hvordan bordherrer lynhurtigt vender sig til den anden side, når man – ofte ret hurtigt i samtalen – må svare på det obligatoriske spørgsmål: “Hvad laver du så?” Efter et par høflighedsfraser er der ikke så meget mere at snakke om. Der opstår et tomrum i den høflige samtale, man normalt har med mennesker, man lige har mødt. Derfor kan man godt komme til at tro, at ens værd som person er lig med ens værd på arbejdsmarkedet. 

Selv om jeg aktivt har taget beslutningen om at sige farvel til alt det, så betyder det ikke, at jeg aldrig mærker et lille stik i maven af misundelse over andre menneskers lønstigninger, forfremmelser og frembrusende lederkarrierer. Jeg føler misundelsen og kan kortvarigt komme til at tvivle på min egen beslutning.  

Læs også: 5 gode råd til dig, der vil gå efter din drøm

Læs også om Malene Lei Rabens farvel til hamsterhjulet:

https://politiken.dk/debat/art7526340/%C2%BBJeg-ville-havne-et-andet-sted-end-min-mor-som-var-fuldst%C3%A6ndig-nedslidt-som-60-%C3%A5rig-alene-og-i-konflikt-med-sine-b%C3%B8rn%C2%AB

 

Mød mig her:

Happy Ending?

For tre år siden forlod jeg hamsterhjulet. Altså det hektiske arbejdsliv, som de fleste af os står op til hver dag. Vi tjener penge til os selv og familien, og de nogle gør det af pligt, men de fleste finder glæde ved det. Identitet sågar. Mening måske. Jeg gjorde ikke. Ikke længere i hvert fald. Jeg tog springet og gik efter min drøm. Blev det så en happy ending?

Jeg har altid været ambitiøs, og jeg har vel også altid haft evnerne. Min karriere har bragt mig vidt omkring. Fra forskning og undervisning på universitetet og til marketing i erhvervslivet. Men der kom en kæp i mit hamsterhjul. For i en alder af 45 år forlod jeg arbejdsmarkedet – som karriere i hvert fald – og begav mig ud i at forfølge en livslang drøm om at leve som forfatter. Bemærk: Jeg skriver ikke “leve af”.

Læs om min svære beslutning om at gå efter drømmen

Succes og fiasko

Nu tre år senere er jeg blevet meget klogere. Og mere realistisk. Dengang troede jeg seriøst, at jeg skulle forlade mit job, skrive en bog, få den udgivet på et stort forlag og så var jeg i mål. Det kunne jeg enten lykkes med eller ikke lykkes med. Hvis de kriterier stadig gjaldt, så er jeg ikke lykkedes. Så er jeg en fiasko.

Men jeg tog fejl dengang. Jeg så tingene meget sort og hvidt. Måske fordi tanken om FIASKO var uudholdelig for mig. Måske fordi SUCCES for mig var meget nødvendig. Hvis jeg skulle give mig selv en gyldig grund til at forlade mit gode job og udmærkede karriere, så skulle jeg ligesom kunne opnå noget større og finere – nemlig succes som forfatter. Selvfølgelig var der også en stor risiko: Nemlig at det ikke ville ske. Så ville jeg have fejlet og være en FIASKO. Noget, som jeg hele livet igennem har været det mest forfærdelige, jeg kunne forestille mig. Men af en eller anden grund besluttede jeg mig for at turde at risikere en fiasko. Jeg turde det kun, fordi jeg var i krise og havde det dårligt. Det kunne ikke blive værre.

Og hvis jeg skal være bagklog, så var det ANGSTEN FOR AT FEJLE, der i mange år forhindrede mig i at gå efter min drøm. Angsten for fiasko var større end angsten for succes. Jeg var så bange for at fejle, fordi min drøm var så stærk. Giver det mening? Når noget er meget vigtigt, så bliver det også vigtigt at lykkes og helt uoverskueligt at fejle.

Jeg opererer ikke længere (helt så meget) med succes og fiasko. Jeg er i en proces, hvor jeg hele tiden arbejder på at udvide min kreative forretning, så jeg forhåbentlig en dag i højere grad kan leve AF det. Jeg glæder mig over hvert eneste skridt, så jeg forhåbentlig er tættere på i dag, end jeg var i går. Hvis jeg går længe nok, så når jeg nok derhen. Sådan tænker jeg. Men nogle gange går jeg godt nok meget langsomt:-)

Mit første bogprojekt: Glidende Overgange

I marts 2019 udgav jeg min første bog Glidende Overgange, som handler om en kvinde i midtlivskrise. Det er i høj grad min egen historie, som lægger til grund for handlingen i bogen. En kvinde, Janne, føler sig slået ud af sit job og kommer i midtlivs- og identitetskrise. Hvordan er hun blevet til den, hun er? Og hvordan kommer hun videre? Du kan læse mere om bogen her

Jeg endte med at udgive bogen på eget forlag efter at have forsøgt et halvt års tid hos etablerede forlag. Måske kunne jeg have forsøgt mere. Hvad ved jeg? Til sidste udgav jeg den bare selv. Det er jeg glad for i dag, selv om der er meget modstand, som skal overvindes, når man udgiver selv.

Den største succes!

Der er ikke penge mange penge i at udgive bøger. Når man tænker på, hvor mange timer, jeg har brugt på at skrive, redigere og udgive Glidende Overgange, så er timelønnen måske nede på under en krone. Det er helt til grin. Men alligevel har jeg ALDRIG fået så god en løn, som når en læser skriver til mig og fortæller mig, hvor meget Glidende Overgange har betydet for hende. Det gør mig stolt, glad og rørt. Hold da op, tænker jeg. Jeg er ikke komplet idiot. Hvis jeg med min bog har kunnet ramme een eneste læser, så har det været det værd, selv om den slags løn ikke kan bruges til at betale kreditforeningslån med. Desværre. (PS. Jeg har ramt mere end een:-))

I dag arbejder jeg på næste bogprojekt. Jeg er godt i gang og er vild med at fordybe mig i det kæmpestore arbejde det er. Det kan du læse mere om her.

Dage med bekymringer

Der er gode dage, hvor alt ligner en Happy Ending. Janne er glad, Janne skriver, Janne er kreativ og modig og tror, hun er i gang med at skrive noget godt. Og så er der dage, hvor jeg ligger fortvivlet i sofaen og stirrer op i loftet (og her er der tale om de klassiske høvlede brædder fra firserne) mens jeg “erkender”, at jeg har begået den mest idiotiske fejl nogensinde. Tænk at forlade et job, hvor de giver penge til en for at komme. Det er da skørt. Hvor mange penge, kunne jeg ikke have haft på kontoen nu?

For hvad med bilen, som snart skal have nyt partikelfilter? Hvad nu hvis jeg får tandpine og skal have en rodbehandling eller en krone? Hvad nu hvis vaskemaskinen strejker? Og taget trænger til at blive skiftet. Nye tagrender og nye vinduer. Hvad nu hvis…. Der er tusind ting at bekymre sig om. Og for mit vedkommende er mange af mine bekymringer af økonomisk karakter. Hvad filen gør jeg, hvis der sker uforudsete og meget dyre hændelser i mit liv? Hvad skal der ske med mig, når jeg ikke har råd til en pensionsopsparing? I starten kunne jeg ligge søvnløs over den slags ting. Jeg vred og vendte mig af ængstelse. Nu går det bedre – ikke økonomisk – men ængstelsen har det bedre. Jeg har vænnet mig til, at det er sådan det er – og at der KAN findes en løsning.

Drømmen koster

Jeg har lært, at man ikke tager en beslutning om at gå efter sin drøm uden at betale en pris. Eller flere. For mig har prisen været, at jeg har måttet vinke farvel til økonomisk råderum og sikkerhed. Heldigvis er jeg gift med en mand, der støtter mig og tjener penge, men han er jo også gidsel i det her. Presset hviler på ham nu. Det går også ud over familien, at vi ikke kan det samme som før. Der er ingen dyre ferier og middage, når som helst. Men så er det heller ikke værre. Vi har fast ejendom, tøj på kroppen og klarer os ganske udmærket. Når alt kommer til alt, har vi egentlig alt det, vi har brug for. Alt andet er Nice To Have, som man siger i erhvervslivet.

Der er også andre afledte ting, som man må ofre. Nogle gange føler man sig uduelig og udenfor, når andre fortæller om deres karrierespring og succes. Når de skal læse fjerde modul på et nyt lederkursus. Eller er blevet valgt til at stå i spidsen for en ny afdeling og får udsigt til en kæmpe bonus. Det er en pris, jeg må betale. Jeg har valgt at stå uden for den slags. Middage kan blive lange, når jeg siger at jeg har skrevet en bog om at være kvinde, der nærmer sig overgangsalderen. Spændende, siger min bordherre og spørger ikke yderligere. Det er også en pris, jeg må betale. Pensionsopsparingen, som ingen vegne kommer, fordi jeg ingen penge tjener. Det er en pris, jeg må betale. Min alderdom bliver måske ikke så luksuriøs.

Men så er der også alle gevinsterne. Som f.eks. ikke at skulle jage ud af døren fem dage om ugen. Jeg kan tøffe rundt i mine uldfutter og lave kaffe på min egen maskine dagen lang. Der er ingen konflikter med kolleger eller chefer. Jeg kan planlægge min egen tid og fordybe mig i ting, jeg elsker. Dagen lang – og hver eneste dag. For mig betyder det intet, om det er lørdag, mandag eller onsdag. Alle dage er lige gode. Min kalender er fuldstændig fleksibel og jeg kan skrive alle steder. I IKEA, på cafe, på biblioteket, i mit lille sommerhus på Læsø, på en strand i Spanien. Alle vegne! Det er da fabelagtigt!

Er det en happy ending? Der er mulighed for det. Og jeg håber det. Der kan komme en dag, hvor jeg er nødt til at skabe en forandring. Men det må jeg tage til den tid. Indtil da, skriver jeg lige lidt mere.

Læs også: Fem gode råd til dig, der vil gå efter din drøm!

Mød mig her:

5 gode råd til dig, der (måske) vil gå efter din drøm

Jeg sprang ud af hamsterhjulet uden ret meget forberedelse. Men det var ikke hovedkulds, for jeg havde taget mod til mig i årevis. Endelig gjorde jeg det. Alligevel var jeg ikke forberedt. Hvordan skulle jeg være det? Jeg havde ikke prøvet det før. Derfor giver jeg dig nogle gode råd, som du MÅSKE kan bruge, hvis du står i en lignende situation

Råd nummer 1: Spar op!

Det er måske det mest indlysende råd, man kan give. Og alligevel kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det er. Det er fantastisk at kunne give sig selv et halvt, et helt eller måske flere års frihed til at gøre det, man drømmer om. Men når det er sagt, kan det selvfølgelig være svært. Især hvis man i forvejen er så meget i hamsterhjulet, at budgettet er stramt. Hvis man ikke rigtig kan se, hvor pengene skal komme fra til en opsparing, så er der ikke andet for end at gå udgifterne igennem. Mærk efter og tag stilling til, hvor meget du vil din drøm. Hvis kærligheden til dit kreditforeningslån og murstenene er større end kærligheden til din drøm, så behøver du nok slet ikke spare op – for så skal du ikke skifte spor.

Hvis du har taget en reel beslutning om at gå efter din drøm. Nu eller om lidt, så vælg “om lidt”, og giv dig selv mulighed for at få nogle penge på bogen, inden du tager springet. Du får brug for dem. Væbn dig med tålmodighed og sæt dig et mål for, hvor mange penge du skal have sparet op, før du må sige helt eller delvist farvel til dit job.

Da jeg sagde op, havde jeg samlet 50.000 kr. sammen (og det var for lidt) til det, jeg kaldte et “sabbatår”. Jeg syntes, det var noget flyvsk og højtravende at sige, at jeg ville være forfatter. Jeg vidste, det var det, jeg ville. Men overfor alle dem, der spurgte, hvorfor jeg havde sagt op, sagde jeg, at jeg “tog et sabbatår”. Min opsparing rakte til stykke tid, fordi jeg samtidig ændrede mine udgifter til f.eks. bil, tøj, fornøjelser, ferie. Vi bor billigt i forvejen, så det var ikke nødvendigt at sælge og flytte til noget andet. Men måske er det nødvendigt for dig at rykke ud af storbyens dyre kvadratmeter og ud på landet? Hvor langt vil du gå for din drøm? Og hvor langt et sabbatår får du brug for?

Råd nummer 2: Start i det små – hvis du kan

Nogle gange kan man forberede sin nye vej, mens man stadig går på den gamle. Hvis man kan det, så skal man gøre det. Hvis du drømmer om at leve af noget andet, så start i det små. Mærk efter, om drømmen kan bære. Er der forretningsmæssigt potentiale? Vil du kunne trives med det? Test det, så godt du kan. Hvis du er så heldig at kunne starte i det små, så gør endelig det. Når tiden er moden, vil du kunne vinke farvel til det gamle spor og gå 100% efter det nye.

Jeg selv gjorde det anderledes. Det var kun i meget begrænset omfang lykkedes for mig at skrive noget samtidig med mit job. Jobbet tog alt energi, og jeg kunne på ingen måde sætte mig ned efter job, madlavning, børnepasning og være kreativ. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg følte, at jeg måtte springe helt ud af hamsterhjulet først. Og hvis du har det sådan. Så må du gøre det. Men derfor kan man godt forberede sig.

Læs også: Da jeg gik efter min drøm

Råd nummer 3: Vurder prisen og gevinsterne

“There is no such thing as a free lunch”, siger man på engelsk. Og det er sandt. Alt har sin pris. Også at gå efter drømmen. Det koster økonomisk, men måske også på andre måder. Hvis du drømmer om at gøre noget andet med dit liv, så kan du begynde at overveje, hvad det er, du må betale. Hvor er dine ømme punkter? Det kan være svært at vide på forhånd. Når du står i dit faste job og længes efter noget andet, så er det meget nemt at få øje på gevinsterne. Men hvad er det, du må give afkald på, hvis du vælger at gå efter din drøm? Her er noget af det, som jeg må “betale” med:

  • Økonomiske bekymringer – og manglende kontrol
  • Skyld over ikke at bidrage (i særlig grad) til samfundet og familien
  • Angsten for ikke at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis jeg vil
  • Angsten for at fejle
  • Skam over ikke at være økonomisk selvstændig

Hvordan mon din liste ser ud? Hvad vil kunne få dig til at vakle i forhold til din beslutning om at gå efter din drøm? Er der noget, som vil kunne dig til at ombestemme dig?

Råd nummer 4: Find dig et penge-job

Selv om du har sparet op, kommer der en dag, hvor du får brug for flere penge. Med mindre, du selvfølgelig ret hurtigt bliver i stand til at leve af dit drømme-job. For de fleste går der et stykke tid, og det må du forberede dig på. Du må erkende, at du også har brug for penge, selv om du er villig til at leve på en sten. Så hvad er mulighederne?

  • Få et penge-job på deltid
  • Gå ned i tid på dit nuværende karriere-job
  • Gå på dagpenge i en periode – hvis du har muligheden.

Hvis du vælger at finde et “penge-job” på deltid, så vil det være bedst med et job, som ikke kræver alle dine ressourcer, og som måske også er let at lægge fra dig, når du kommer hjem. Ofte vil det også være lavt-lønnede job. Det må du indstille dig på. Undgå at regne på, hvad du kunne have tjent i et karriere-job. Det gør dig sindssyg:-)

Du skal gøre dig klart, hvad der er dit primære job. Dit drømme-job eller dit penge-job? Du skal også være forberedt på, at når du går fra dit karriere-job, vil der måske være nogen, som tilbyder dig et nyt og fantastisk lignende job. Du skal være stærk i troen på dit drømme-job, hvis du siger nej tak til fed hyre og udfordringer, som lyder spændende. Men hold nu på hesten. Vil du tilbage i hamsterhjulet eller vil du fortsætte med din drøm?

Måske behøver du slet ikke sige dit job op? Hvis du endnu ikke har taget springet til at gå 100% efter din drøm, så kan du måske finde en alternativ løsning med din nuværende arbejdsplads. Måske vil de gå med til, at du tager orlov? Arbejder 20 timer om ugen eller holder 8 ugers sommerferie. Hvem ved?

Kan du gå på dagpenge? Det er værd at undersøge. Dog vil du ikke kunne modtage dagpenge, hvis du ikke reelt er arbejdssøgende. Tag en snak med din A-kasse og hør, om du har nogle muligheder for i starten at have en smule tryghed. Dog skal du overveje, om du kan yde det, som systemet kræver af dig. Din frihed vil være begrænset.

Råd nummer 5: Skab et nyt netværk

Måske kaster du dig ud i helt nyt land, når du beslutter at gå efter din drøm. Det gjorde jeg. Jeg kendte ikke andre forfattere eller bogfolk i det hele taget. Ingen mennesker er en ø. Vi har allesammen brug for nogle til at hjælpe os, rådgive os, spejle os i og bære vores bekymringer sammen med os. Derfor skal du opbygge et netværk. Måske helt fra bunden.

Da jeg lige havde taget beslutningen om at begynde at skrive, tog jeg på BogForum. Jeg kendte ikke en levende sjæl og talte da heller ikke med en eneste. Jeg gik bare rundt og følte, hvordan den her nye verden talte til mig. Det var det her, jeg ville. En skønne dag, skulle jeg stå her og tale om min bog. Det har jeg stadig til gode:-) Men drømmen lever. Jeg fik dagen til at gå med at lytte til spændende forfattere og deres oplevelser. Og så faldt jeg over en stand: Skriveværkstedet, hvor de rådgav sådan nogle som mig. Forfatterspirerne. Jeg tog et visitkort og et postkort fra deres stand.

Postkortet inviterede mig til Bali på “forfatterkursus”. Jeg kiggede godt nok meget på det postkort, og så tog jeg beslutningen om at tage afsted. Dér ændrede det hele sig for mig. Dér fik jeg grundstenen til mit nye netværk af andre skrivende.

Du kan finde Skriveværkstedets hjemmeside her

I dag er jeg medlem af adskillige online og fysiske skrivegrupper. Her kan vi sparre, spørge og dele vedrørende alt, der handler om at skrive og markedsføre det, vi skriver. Det er guld værd. Langsomt, men sikkert er det med til, at jeg føler mig til rette i mit nye fag som forfatter.

Læs også om, hvordan det er gået med drømmen: Happy Ending?

Mød mig her:

Da jeg gik efter min drøm

For tre år siden sad jeg på en hotel-altan med udsigt over Middelhavet. Solen var på vej ned, vinden var lun, og jeg drak lunken hvidvin af et tandkrus. Jeg var taget alene til Spaniens solkyst for at tænke tingene igennem og tage en beslutning. Skulle jeg sige mit gode job op og gå efter min drøm om at skrive en bog?

Det havde været flere år undervejs. Jeg havde ændret arbejdstider, holdt lange ferier, haft MUS-samtaler og forsøgt alle mulige former for tilpasninger i arbejdslivet, så jeg kunne blive glad. Ofte hjalp det i en periode, men aldrig i længden. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg var udbrændt. Langsomt, men sikkert styrede jeg imod afgrunden af mit arbejdsliv. Tilsidst var der ikke mere energi i mig. Det eneste som holdt mig kørende i arbejdslivet var udsigten til en løncheck hver måned, og det var – selv om jeg elsker penge på kontoen – ikke nok motivation for mig.

Drømmen om at skrive

Og så havde jeg den der gamle drøm om at skrive. Jeg vidste, at det var det, jeg ville. Jeg har altid vidst, at det ville passe perfekt til mig. Fordybelsen, ensomheden, kreativiteten. Men hvornår passede det lige? Der var børn at passe. Penge, der skulle tjenes. Og så skulle man vel have et eller andet unægteligt talent? Kunne jeg overhovedet finde ud af det? Nu var jeg også blevet for gammel. Var jeg ikke bare ude i en skabagtig selvrealiseringsproces? Jeg fik ondt i maven ved tanken om at skrive. Jeg ville det gerne og kunne næsten ikke holde ud at høre om endnu en forfatterdebut. Slet ikke, hvis der var tale om modne mennesker, som debuterede. Det var for meget. Det var for tæt på min egen drøm.

Mit bedste job

Jeg kunne ikke klage over mit job. Det var fint og på mange måder det perfekte match. Det var det bedste job, jeg nogensinde havde haft. Virksomheden var god, der var muligheder i fremtiden, og derfor var det jo så mærkeligt, at jeg ikke var glad og måtte slæbe mig afsted hver dag. Problemet var, at jeg ikke længere kunne se meningen med det, jeg lavede. Der var ingen følelse af tilfredsstillelse, når jeg satte mig i bilen og kørte hjem. Jeg følte nærmest, at det var ligegyldigt, at jeg var der. Hvilken forskel gjorde jeg?

Arbejdet fyldte 24 timer i døgnet

Det hører også med til historien, at ikke kun mit arbejdsliv mellem 8 og 16 var ramt. Min fritid var også ramt. For at komme igennem arbejdsdagen måtte jeg restituere, når jeg havde fri. Det betød for mig at ligge på sofaen, isoleret og trist. Jeg orkede absolut ingenting. Heller ikke de ting, som jeg altid har nydt at gøre. Værre endnu: Jeg orkede stort set heller ikke nærvær og samvær med min familie. Det eneste, jeg kunne overskue var at ligge alene i et mørkt rum. Hvad kunne jeg tilbyde familien, vennerne, verden? Var det ikke bedre, at jeg lagde mig ud i skovbunden og gik i ét med naturen?

Handlingslammet

Problemet, når man har det så skidt er, at man er handlingslammet. De få mennesker, som vidste, at jeg havde det dårligt sagde: “Så gør noget!”, “tag en beslutning”, “sig dog op!” Men det var mere end svært. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg havde muligheden for at melde mig syg. Men det gjorde jeg aldrig. Måske fordi jeg vidste, at det ville blive i lang tid. Måske fordi jeg ikke så mig selv som syg. Jeg KUNNE jo rejse mig fra sengen og gå på job. Hvis jeg var syg, så kunne jeg jo ikke. Sådan tænkte jeg. Sygdom er for mig ikke et valg. I dag tænker jeg, at det ville have været godt for både mig og min arbejdsplads, at jeg havde taget en time-out. Men sådan gik det ikke. Jeg orkede ikke engang at tage telefonen og ringe til min chef. Jeg orkede ikke at tage samtalen. Så jeg gik på arbejde.

Beslutningen

Men til sidste gjorde jeg alligevel noget. Jeg bestilte en rejse til Spanien. Ned til varme, afslapning og absolut ingen krav. Helt alene. På altanen i Spanien nåede jeg selvfølgelig frem til, at jeg var ved vejs ende. Jeg kunne ikke gå længere ad den vej. Jeg måtte sige op, før jeg ødelagde hele mit liv og mine nærmeste relationer. Også selv om jeg ikke vidste, hvad der ventede. Det skræmte mig helt utrolig meget. Jeg sagde op uden at vide, hvornår der ville komme penge på kontoen igen. Jeg kunne have meldt mig arbejdsløs, men tanken om det krævende system fik mig til at droppe det. Jeg havde brug for total frihed. Uanset, hvad det ville koste. Hvad er det værste, der kan ske? Tænkte jeg. Det værste ville være, at jeg måtte sælge alt, hvad jeg havde og bo i en lille lejlighed på kontanthjælp. Det var jeg egentlig ikke bange for. For selv om man er på kontanthjælp og bor i en et-værelses kan man vel godt skrive?

Hvordan er det så gået?

Ved siden af skriveriet har jeg et bijob, som jeg holder meget af – og som holder mig væk fra den et-værelses. Jeg er i en god proces med at skrive. Jeg har udgivet en bog – og har endnu et projekt i gang. Og så er jeg mest glad.

Det første møde med læserne!

Efter at have arbejdet (alene) på Glidende Overgange i to år, er det ret nervepirrende at lukke de første læsere ind i det univers, som så længe kun har eksisteret i mit hoved og i min tekst. 

Min nattesøvn var noget urolig op til udgivelsen. Der var mange tanker: Er der overhovedet nogen, der vil læse bogen? Hvad nu, hvis de ikke kan lide den? Er der nogen, der bliver sure? Dukker der overhovedet nogen op til min bogreception? Vil nogen købe bogen? Var det her med at udgive en bog i det hele taget en kæmpe fejl?

Det viste sig, heldigvis, at frygten var grundløs. Det har faktisk været en overvældende positiv oplevelse at udgive min første bog. Jeg er blevet mødt med stærk opbakning, lykønskninger og gaver fra nær og fjern. Jeg kunne ikke være mere glad og taknemlig!

Første læser-feedback!

Allerede tre timer efter udgivelsen fik jeg den første feedback fra en læser: “Så har jeg slugt bogen! Pageturner! Yndlingsøjeblikke: Lus og jakken i flyet.”

Pyha. Det var da positivt, var det ikke? Jeg vidste i hvert fald, hvad min læser mente med “lus og jakke i flyet”. Hun hentydede til to scener i bogen, som åbenbart vakte noget særlig genkendelse hos hende.

Siden er det blevet til mange flere kommentarer og tilbagemeldinger, og jeg glæder mig over hver eneste af dem. Det sjove er, at læserne værdsætter forskellige steder i bogen. Nogle synes det mest genkendelige er teenagelivet i ungdomsklubben i firserne. Andre beskrivelserne af at blive mor for første gang. 

Mit univers er ikke længere kun mit

Det er selvfølgelig rart at vide, at bogen har været en positiv oplevelse for mange læsere, men for en forfatter er det bedste, at man nu deler sin tekst med andre. Endelig er der flere mennesker end jeg, der ved, hvad “lus og jakken i flyet” hentyder til. Mit tekstunivers er ikke længere mit – men mine læseres. Det er så fedt at opleve! 

TUSIND TAK til alle jer, der har sendt og delt jeres kommentarer.  Send endelig flere – og anbefal hellere end gerne bogen til andre læsere!

Du kan læse nogle af kommentarerne neden for:

Læserne siger:

Hej skønne forfatter😘 Må bar’ lig’ fortælle, at jeg simpelthen slet ikke kunne vente med at åbne og læse DIN bog.🤓 Fantastisk Janne elsker dit sprog og indlevelse, og har grinet flere gange, så TAK for den , super godt skrivearbejde👏
Dorte
-læser
Har netop læst din bog færdig - hvor er den bare god👏👏 Velskrevet, tankevækkende og humoristisk👍 Pyha - der er mange genkendelige ting😬😂
Lotte
Jeg har svært ved at slippe bogen igen. Den er sååå go’ kan nikke genkendende til det meste, og smiler og små griner af det tøj og den tid i ungdomsklub. Glæder mig til at læse videre⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ du får lige fem stjerner.
Charlotte
-læser
Tak for en rigtig god læseoplevelse. Du har åbnet mine øjne for, at livet måske ikke er så håbløst, og at jeg måske ikke er en særling. At jeg ikke er alene om at føle mig utilstrækkelig på arbejdet og herhjemme.
Mette
Det var en helt fantastisk oplevelse at læse Glidende Overgange. Jeg blev blæst tilbage til min pubertet, ungdom og tidlige voksenliv og minsandten også overgangsalder. Selv om det er store og tunge refleksioner formår forfatteren at drysse lidt humor og selvironi ovenpå...det gør den utrolig let at læse og fordøje. Bogen får fem stjerner af mig, og jeg kan kun anbefale andre at læse den!
Vivi
-læser
Det er en virkelig fin bog. Jeg er meget overrasket over så meget genkendelighed, jeg oplever ved at læse Glidende Overgange. Jeg er faktisk virkelig ramt af den.
Rikke

Har du endnu ikke købt bogen?

Du kan købe Glidende Overgange hos Saxo.com eller bestil den hos din lokale boghandler. 

Hvorfor skrive om kvindelivet?

Halvtreds procent af Jordens befolkning er kvinder, så man må sige, at litterære emner, der relaterer sig til det kvindelige køn også har relevans for ret mange mennesker. Omvendt kan man måske hævde, at relevansen også gør det trivielt. Kan man blive ved med at skrive om kvindelivet på nye måder?

Selvfølgelig kan man det. Det at være kvinde forandrer sig hele tiden i takt med, at samfundet og verden ændrer sig. Noget er det samme. Andet er nyt. Noget gælder for alle kvinder verden over – og andet gælder kun for en mindre gruppe.

Jeg skriver om det kvindeliv, som gælder for mig og min generation. Noget vækker genkendelse for dem, der ligesom jeg, var teenager i firserne. Andet vækker genkendelse hos mange kvinder og piger uanset alder, for det handler om mere universelle kvindeerfaringer som f.eks. krop, kærlighed, moderskabet og karriere.

Mit nuværende bogprojekt hedder Glidende Overgange og handler om kvindelivet fra pubertet til overgangsalder. Du kan læse mere her.

Hvad kan en jeg-person tillade sig?

I mit nuværende bogprojekt bruger jeg konsekvent førsteperson ental til at formidle historien. Som hovedregel kryber man som forfatter ind i sin persons hjerne og fortæller, hvad der er derinde. Det kan være sansninger, dialoger, tanker og så videre. Der er naturligvis nogle helt oplagte begrænsninger – og muligheder – i valget af jeg-fortælleren. Man er begrænset til at formidle, hvad jeg-personen ved. Læseren får af samme grund ikke mere at vide, end jeg-fortælleren ved.

Som hovedregel skal jeg-personen sanse, tænke og tale på en måde, som er troværdig i forhold til den scene, hun befinder sig i. Hvis hun er 13 år i den scene, der udspiller sig, så skal hun blive der i sine tanker. Hvis hun pludselig fortolker sin egen situation ud fra et andet perspektiv, bliver jeg-fortællerens rammer brudt – og der er tale om en endnu en fortæller.

I Glidende Overgange følger vi en hovedperson fra pubertet til overgangsalder. Nogle scener foregår, hvor jeg-personen er 14 år – og andre, hvor hun er 37. Her er udfordringen at lade jeg-personen være tro mod sin alder og erfaring. En jeg-person på 14 skal tænke som en 14-årig og hendes største problemer handler om sin krop, tanker om sig selv i forhold til drenge og forelskelse. Når jeg fortæller historien, skal jeg tage hendes problemer alvorligt og ikke negligere dem ud fra en moden kvindes synspunkt og lade teksten komme med kommentarer, som ikke passer til hendes modenhedsniveau.

MEN – for der er et men:

MEN problemet ligger i, at der samtidig ligger en stor invitation til at lave sprækker i teksten, hvor en anden fortæller forholder sig til jeg-fortællerens her og nu. Hvad mener jeg med det? F.eks. kan ironi være den lille sprække, der giver forfatteren mulighed for at mene noget om hovedpersonen, som jo ellers fortæller historien. Det tilfører teksten et ekstra lag, hvilket gør teksten langt mere spændende og dynamisk og som giver læseren mulighed for at vide en lille smule mere end jeg-fortælleren. Så problemet er egentlig ikke, AT man lader en anden og mere vidende fortæller stikke hovedet frem. Udfordringen er at bruge det bevidst. At vide, hvem og hvor mange der egentlig fortæller historien.

Hvad har malerkunstens portrætter og litteraturen til fælles?

liebl
Udsnit af Wilhelm Leibl: Drei Frauen in der Kirche, 1878. Her er penselstrøgene næsten umulige at opfatte. Realismen er på sit højeste.

Fornylig var jeg en tur i Hamborg, hvor jeg besøgte Hamburg Kunsthalle. Jeg tog en vandring gennem kunsthistorien med særligt fokus på portrætgenren, helt fra 1400-tallet til samtiden. Men har malerkunstens måde at angribe portrætteringen på noget at lære litteraturen?

En rejse mod realismen – og væk fra realismen igen.

I 1400-tallet fremstillede portrætkunstnerne mennesket med kuglerunde hoveder, øjnene var “stive” og halsen lang, og man begyndte at få en forståelse for proportioner, skygger og perspektiv, selv om der med vore øjne var et stykke vej at gå endnu. De hollandske mestre i 1600-tallet – f.eks. Rembrandt – gav hele portrætgenren et gigantisk løft. Med en formidabel gengivelse af lys og skygge, lykkedes det dem at portrættere mennesket med en fantastisk realisme og styrke, som stadig lægger på grænsen til i hvert fald min fatteevne. Billedet af Wilhelm Liebl ovenfor er et godt eksempel på et – i mine øjne – toppunkt af realisme i malerkunsten. Penselstrøgene er så godt som umulige at få øje på.

liebermann
Portræt malet af Max Liebermann i 1909. Materialet er tydeligt i form af tydelige penselstrøg og malingen, der ikke er strøget helt ud. Portrættet er bevidst om, at det er et maleri.

I slutningen af 1800-tallet, cirka samtidig med, at fotografiet gør sit indtog, sker der noget afgørende i portrætkunsten. Kunstnerne søger ikke længere mod realismen, men forlader den igen. I stedet er bestræbelsen nu at strække portrætkunsten til det yderste: Hvor langt kan man bevæge sig væk fra realismen og stadig tegne et portræt? Det starter som impressionisme og dermed en tydelig markering af, at dette er et maleri – man kan se malingen og penselstrøgene – over ekspressionismen – til Picassos kubisme, hvor menneskets form nærmer sig det abstrakte.

picasso
Picasso og kubismen tog portrætkunsten et skridt videre: De menneskelige former kan anes i abstraktionen.

I enhver portrættering, uanset om der er tale om malerkunst eller litteratur, så er det grundlæggende spørgsmål: Hvilke egenskaber ved dette menneske skal fremhæves? Og hvordan kan vi gøre det med netop dette materiale?

Hvad kan litteraturen lære af malerkunsten?

Som forfatter kan man lade sig inspirere af moderne malerkunst og spørge sig selv: Hvor lidt skal der til for at “tegne” et portræt af en karakter? Eller hvor meget kan man tillade sig at fylde på karakteren, før læseren keder sig? Man kan også vende spørgsmålet om: Hvor meget tør du overlade til din læser?

Nogle gange er en antydning nok for at formidle karakterens rolle i en tekst. Her er Helle Helle en mester. Romanen “Hus og hjem” indleder hun på følgende måde:

“Jeg har været her i fem dage, og det er mit femte brev til Anders. Postkassen hænger lige ovre på gadehjørnet. Alligevel sikrer jeg mig, at døren er låst, før jeg går derover. Jeg kan ikke vænne mig af med det.”

Hvad kan vi lære om karakteren her? Vi har at gøre med en jeg-person, som er kommet til et nyt sted. Hun er usædvanlig optaget af Anders, som hun er adskilt fra, siden hun skriver fem breve til ham på fem dage. Hun har en overdrevet ængstelighed, eftersom hun låser døren for at gå til postkassen på den anden side af gaden. Desuden er hun nu i en situation, hvor der ikke længere er grund til ængstelighed. Der ligger noget i fortiden og lurer. Hvad mon det er?

Helle Helle beskriver oftest kun sine karakterer med handling og ikke med ydre karakteristika. Vi ved ikke noget om jeg-personens udseende, men læseren kan selv danne sig et billede ud fra de informationer, der bliver givet. Hvis man skal pege på et tilsvarende sted i malerkunsten, må det blive impressionismen, hvor man begyndte at overlade meget mere til beskueren. Man gjorde ikke malerierne “færdige”, men lod malerklatterne stå og flimre til en helhed. (groft sagt)

Der findes mange andre måder at gøre det på. De gamle mestre i litteraturen som f.eks. Tolstoj kunne jo beskrive karakterer i een lang uendelighed. Her overlades ikke meget til læseren, som må følge forfatterens iagttagelser helt til dørs, svarende til realismen i malerkunsten.

Måske er det værd at tænke over, hvor meget du kan overlade til din læser i din næste tekst. Er du en Monet, Rembrandt eller Picasso?

Undskyld, unge mand! Ved De, hvor jeg har stillet min rollator?

Jeg var til en koncert med Aalborg Symfoniorkester den anden aften. Med mine 47 år var jeg med til at trække aldersgennemsnittet ned. Jeg sad på balkonen og kunne se ned over salen. Langt de fleste hårtoppe var mere grå end min. Kernepublikummet til klassisk musik er åbenbart godt oppe i årene. Men hvordan opfatter vi egentlig alderdom?

En såkaldt browser

Første gang jeg selv oplevede, at andre opfattede mig som ældre, var under en shoppetur i El-giganten. Jeg var på jagt efter en ny computer og stillede spørgsmål til forskellen på dit og dat. Den unge ekspedient ville gerne forklare mig, hvor jeg kunne finde de forskellige informationer, jeg søgte, og sagde: “at jeg skulle gå på internettet og åbne det, man kalder en browser”. Han talte langsomt, venligt og smilede til mig, som om jeg var en sød hundehvalp, der skulle behandles med stor nænsomhed.

Jeg stirrede bare på ham.

– En browser? Uha unge mand, nu forvirrer De mig. Det der med EDB forstår jeg mig slet ikke på…Har De set, hvor jeg har stillet min rollator? Fik jeg lyst til at sige.

Var det ageism?

Selvfølgelig var det bare en lille uskyldig bemærkning, hvor kun ordvalget antydede, at han ikke var sikker på, at jeg vidste, hvad en browser var. Jeg blev stødt, fordi jeg i mange år har arbejdet med websites og UDMÆRKET er klar over, hvad en browser er. Men han var i tvivl, fordi jeg godt kunne have en alder, hvor det lå uden for den almene viden. Hallo! Min generation var praktisk taget med ved fødslen af både internettet og den første browser. Vi har brugt browsere, som Netscape og Mosaic, som ungdommen sikkert aldrig har hørt om! Men alt det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg blev stødt, fordi jeg  blev opfattet som begrænset på grund af min alder. Ageism eller aldersdiskrimination, kan man kalde det.  Der er et fænomen, hvor man på grund af sin alder bliver opfattet på en bestemt stereotyp måde.

Aktive, drømmende, lærende mennesker

Tilbage til koncerten. For nogle år siden ville jeg have tænkt nogenlunde som den unge ekspedient. I min ungdoms usårlighed følte jeg mig hævet over de ældre. Unge mennesker var efter min opfattelse hurtige, kvikke, smukke og tjah… fremtiden. Ældre mennesker opfattede jeg derfor som det modsatte: Langsomme i både bevægelse og opfattelse, dårlige til at lære nyt, gammeldags, uskønne og så absolut fortid. Jeg havde også opfattelsen af, at man skulle behandle ældre som lidt skrøbeligt gods ved at tale langsomt og bruge tydeligt rigsdansk med klart adskilte stavelser og overdrevne høflighedsfraser.

Nu tænker jeg anderledes. Den aften i koncertsalen tænkte jeg på, hvor meget erfaring og klogskab, der sad i salen under de grå hårtoppe. Jeg tænkte på alt det, de ved om livet. Om hvad der er vigtigt, og hvad der er ligegyldigt. Det er mennesker, som på grund af erfaring og levet liv ved rigtig meget, men som stadig kan lære nyt. Mennesker, som også har drømme, planer og mål for hver dag, uge, måned, år.

I dag er mange ældre i fysisk topform. De løbetræner, går i fitness, spiller golf, arbejder og rejser, ligesom mange andre aldersgrupper. Det er en aktiv gruppe, som nægter at lade sig skubbe hen i en gyngestol i stuens mørke hjørne med en plaid over de svage ben. Nutidens ældre er i fuld vigør og er ikke for gamle til noget som helst. De klemmer det maksimale ud af livet, og lægger sig ikke fladt ned før de er nødt til det. Er det ikke fedt? Sådan en type vil jeg gerne være. Alder og erfaring længe leve!