ARBEJDSTITEL: Søstre
I efteråret 2019 har jeg taget fat på et nyt romanprojekt:
De to søstre, Elin og Inge, vokser op i det fattige Vestjylland i halvtredserne og tredserne. Selv derude i Vestjylland er verden i forandring. De gamle dyder trues af fremskridtet og nye vinde suser ind over landbruget, uddannelsessystemet og familiemønstrene. Pigerne er født i årene efter Anden Verdenskrig i en stor søskendeflok. Alt for stor. Pengene er små og søstrene skammer sig både over fattigdommen og de mange søskende, som bliver ved med at komme i en lind strøm. Alligevel er de to piger splittede mellem deres egen familie og naboparret, som tager søstrene til sig som deres egne. Pigerne drømmer om at bryde ud af fattigdommen og landsbyens moralske fordømmelse, men det har sin pris.
Bogen er baseret på fortællinger fra min mor og mosters barndom, men det er en roman, som frit fortolker på deres historie.

Året er 1963. Flotte konfirmander lader sig fotografere i deres stiveste puds. Konfirmationen markerede overgangen til det voksne liv. De fleste på dette billede måtte forlade skolen og tage ud at tjene. De var formodentlig nogle af de sidste, som fulgte den model.
Det var en tid, hvor piger stadig var dydige og sad med krydsede ben og hænderne foldet i skødet, og hvor drengene blev til mænd og var nobelt klædt. Men det var også året, hvor Beatles-feberen rasede, traktorer gjorde deres indtog i landbruget, og hvor de unge mennesker ikke nødvendigvis fulgte det samme mønster som deres forældre.
ARBEJDSTITEL: Farvel hamsterhjul!
“For tre år siden sad jeg på en altan i Spanien med udsigt til Middelhavet og nød de smukke orange, røde farver, som solnedgangen skabte på himlen over horisonten.
– Skål! Sagde jeg til mig selv og løftede et af hotellets plastikkrus med lunken hvidvin i en hilsen til mågerne og bølgerne, der slog mod sandstranden.
Jeg havde omsider taget en beslutning, som både gjorde mig utrolig lettet, men også meget bange: Jeg ville sige mit gode faste job op og gå efter en tvivlsom drøm om at blive forfatter. Det var den sværeste beslutning i mit liv.“
Bogen er skrevet til dig, der drømmer om et sporskifte i dit arbejdsliv. Forfatteren giver den viden og erfaring videre til dig, som hun ville ønske, hun selv havde haft, da hun sagde sit faste job op og valgte at gå efter sin drøm om at blive forfatter.
Der er tanker og råd om, hvordan man tager beslutningen om at gå, finder modet og overvinder frygten. Om hvordan man planlægger sit sporskifte, og de overvejelser, tvivl og fristelser, man møder både før, undervejs og efter.
FARVEL HAMSTERHJUL er både et eksempel på, men også en guide til, hvordan man kan springe ud af hverdagslivets hamsterhjul og finde sin egen balance i livet ved at skabe den meningsfulde kreative karriere, man drømmer om.
Start med at læse bogen og skab så det arbejdsliv, du drømmer om.

Farvel, hamsterhjul! er tanker og erfaringer om det at springe ud af hverdagslivets trummerum og finde sin egen balance i livet ved at skabe den meningsfulde og kreative karriere, man drømmer om.