Du får aldrig gratis frokost – det koster at gå efter en drøm

Der findes et amerikansk ordsprog, der lyder sådan her: There is no such thing as a free lunch! Gratis frokost findes ikke. Alting har en pris, selv om det tilsyneladende er gratis. Det gælder også, hvis du tager en beslutning om at gå efter en drøm og en kreativ karriere.

Alt er en udveksling af tjenester, varer eller penge. Hvis du spiser en gratis pølse til åbningen af en ny butik i byen, så betaler du alligevel noget. Den usagte overenskomst er: “Vi giver dig en gratis pølse – du giver os god omtale eller køber en lille ting.” Hvis du abonnerer på et gratis nyhedsbrev, så regner afsenderen med, at du betaler med din loyalitet og gemmer kendskabet til virksomheden i et lille bitte hjørne af din hjerne. Intet er gratis. Heller ikke drømme.

Min pris for at gå efter en drøm

Det var dyrt for mig at gå efter min drøm om at blive forfatter. På flere måder. Hvis jeg var blevet i mit job havde jeg ikke haft grund til at bekymre mig om min bankkonto. For hvert år der går, siger jeg farvel til flere hundrede tusinde kroner. Hvis jeg var blevet, havde jeg sikkert også betalt adskillige tusinde kroner ind på min pensionsopsparing, som i disse år står i stampe. Kvaliteten af min pensionisttilværelse er ikke det, der ligger mig mest på sinde lige nu. Det, jeg koncentrerer mig om nu er at få banket min kreative forretning på benene. At få gang i hjulene, så jeg med tiden kan tjene mere og mere på det, jeg gør hver dag. Men kampen er lang og hård. Prisen er høj.

Alligevel er jeg fuldt ud tilfreds med den beslutning, jeg har truffet. Jeg kan ikke sige, at jeg er ligeglad med penge. Det er jeg ikke. Jeg er – som de fleste andre – rigtig glad for penge, og det som penge kan give mig af tryghed og materiel velstand og oplevelser. For mig har jeg måtte veje, hvad der var vigtigst: En god økonomi i kombination med et ikke-tilfredsstillende arbejdsliv eller en dårlig økonomi i kombination med et tilfredsstillende arbejdsliv? 

For mig vejede det sidstnævnte tungest. Men jeg har måttet bytte lodderne frem og tilbage på vægtskålen adskillige gange. Hvis der da bare var en måde, hvorpå jeg kunne få både penge og et tilfredsstillende arbejdsliv! (og det håber jeg, der er med tiden)

De usynlige omkostninger

Der er også andre knap så synlige ting, som man må ofre for at gå efter drømmen. Knap så konkrete, målbare ofre, som alligevel kan have stor betydning og som kan veje så tungt, at vi vælger ikke at gå efter drømmen.

Farvel til selvstændighed

Min mor fik i en sen alder adskillige uddannelser. Hun uddannede sig både som kontorassistent, blomsterbinder og social- og sundhedshjælper. Men i hele min barndom bar hun titlen “medhjælpende ægtefælle”. Dengang var det sådan, at hvis hun skulle tale med kommunen eller andre offentlige instanser om det ene eller det andet, så måtte hun altid oplyse min fars CPR-nummer og ikke sit eget. Hun var – set med myndighedernes øjne – ikke noget i sig selv, men kun i kraft af min fars titel: “Gårdejer”. Derfor blev det meget tidligt grundlagt hos mig, at jeg aldrig nogensinde skulle være (økonomisk) afhængig af en mand. Jeg ville klare mig selv, have en uddannelse og et job, uanset hvem jeg giftede mig med – og det skulle ikke være en landmand:-)

Da jeg besluttede at gå efter min drøm måtte jeg kaste dén grundlæggende overbevisning over bord. Jeg måtte erkende, at jeg ikke kom til at gå efter en drøm, hvis jeg holdt fast i at forsørge mig selv. Jeg havde brug for, at min mand overtog en stor del af vores fælles økonomiske forpligtelser. I hvert fald for en periode. Men den sved. Den var dyr og har været en af de allersværeste kameler at sluge. Men jeg har trods alt holdt fast i beslutningen om aldrig at gifte mig med en landmand!

Farvel erhvervskarriere

En anden omkostning var min erhvervskarriere. Da jeg overvejede at gå efter min drøm var jeg bange for at sige farvel til arbejdsmarkedet. Jeg overvejede, om mit exit fra mit job inden for marketing ville være et permanent exit. Ville jeg have mulighed for at vende tilbage til branchen, hvis jeg ville? F.eks. inden for en periode på to-tre år? 

Det hørte med til mine overvejelser, at jeg var midt i fyrrerne. Hvor attraktiv ville jeg være, hvis jeg som knap 50-årig besluttede at vende tilbage til en branche, som i høj grad præges af nye teknologiske muligheder og købsmønstre? Hvor automation og digital intelligens sætter dagsordenen, og hvor nye metoder til markedsføring udvikles med stadig stigende hastighed.  Jeg vidste jo godt, at allerede minuttet efter, jeg havde smidt min opsigelse på chefens skrivebord, ville marketingbranchen udvikle sig, og jeg ville være på vej til at blive sejlet agerud fagligt. Derfor gav jeg mig selv et år. Højst to. Hvis jeg fortrød, troede jeg på, at jeg kunne blive ude af branchen uden seriøse omkostninger i et år eller to. Derefter ville min viden være forældet. 

Det betød også, at jeg måtte sige farvel til de ambitioner og håb, som jeg indtil nu havde haft til min erhvervskarriere. Jeg havde altid stræbt efter at nå så langt som muligt og måske en dag få lov til at stå i spidsen for en virksomheds markedsføring. Men det måtte jeg vinke farvel til. Jeg måtte indstille mig på, at fremtidige forfremmelser og erhvervsmæssige mål, aldrig ville blive til noget. Med mit exit fra erhvervslivet ville jeg aldrig blive chef for andet end mit eget skrivebord.

Farvel arbejdsidentitet

Der følger en helt masse med det at være tilknyttet arbejdsmarkedet, som man måske ikke tænker så meget over, når man er i det. Der er meget identitet knyttet til et arbejde. Vi bilder os ind, at det fortæller meget om os, hvad vi arbejder med. Det fylder meget i vores selvopfattelse og vores samtaler med hinanden. 

I de perioder, jeg har været arbejdsløs, har jeg oplevet, hvordan bordherrer lynhurtigt vender sig til den anden side, når man – ofte ret hurtigt i samtalen – må svare på det obligatoriske spørgsmål: “Hvad laver du så?” Efter et par høflighedsfraser er der ikke så meget mere at snakke om. Der opstår et tomrum i den høflige samtale, man normalt har med mennesker, man lige har mødt. Derfor kan man godt komme til at tro, at ens værd som person er lig med ens værd på arbejdsmarkedet. 

Selv om jeg aktivt har taget beslutningen om at sige farvel til alt det, så betyder det ikke, at jeg aldrig mærker et lille stik i maven af misundelse over andre menneskers lønstigninger, forfremmelser og frembrusende lederkarrierer. Jeg føler misundelsen og kan kortvarigt komme til at tvivle på min egen beslutning.  

Læs også: 5 gode råd til dig, der vil gå efter din drøm

Læs også om Malene Lei Rabens farvel til hamsterhjulet:

https://politiken.dk/debat/art7526340/%C2%BBJeg-ville-havne-et-andet-sted-end-min-mor-som-var-fuldst%C3%A6ndig-nedslidt-som-60-%C3%A5rig-alene-og-i-konflikt-med-sine-b%C3%B8rn%C2%AB

 

Mød mig her:

Happy Ending?

For tre år siden forlod jeg hamsterhjulet. Altså det hektiske arbejdsliv, som de fleste af os står op til hver dag. Vi tjener penge til os selv og familien, og de nogle gør det af pligt, men de fleste finder glæde ved det. Identitet sågar. Mening måske. Jeg gjorde ikke. Ikke længere i hvert fald. Jeg tog springet og gik efter min drøm. Blev det så en happy ending?

Jeg har altid været ambitiøs, og jeg har vel også altid haft evnerne. Min karriere har bragt mig vidt omkring. Fra forskning og undervisning på universitetet og til marketing i erhvervslivet. Men der kom en kæp i mit hamsterhjul. For i en alder af 45 år forlod jeg arbejdsmarkedet – som karriere i hvert fald – og begav mig ud i at forfølge en livslang drøm om at leve som forfatter. Bemærk: Jeg skriver ikke “leve af”.

Læs om min svære beslutning om at gå efter drømmen

Succes og fiasko

Nu tre år senere er jeg blevet meget klogere. Og mere realistisk. Dengang troede jeg seriøst, at jeg skulle forlade mit job, skrive en bog, få den udgivet på et stort forlag og så var jeg i mål. Det kunne jeg enten lykkes med eller ikke lykkes med. Hvis de kriterier stadig gjaldt, så er jeg ikke lykkedes. Så er jeg en fiasko.

Men jeg tog fejl dengang. Jeg så tingene meget sort og hvidt. Måske fordi tanken om FIASKO var uudholdelig for mig. Måske fordi SUCCES for mig var meget nødvendig. Hvis jeg skulle give mig selv en gyldig grund til at forlade mit gode job og udmærkede karriere, så skulle jeg ligesom kunne opnå noget større og finere – nemlig succes som forfatter. Selvfølgelig var der også en stor risiko: Nemlig at det ikke ville ske. Så ville jeg have fejlet og være en FIASKO. Noget, som jeg hele livet igennem har været det mest forfærdelige, jeg kunne forestille mig. Men af en eller anden grund besluttede jeg mig for at turde at risikere en fiasko. Jeg turde det kun, fordi jeg var i krise og havde det dårligt. Det kunne ikke blive værre.

Og hvis jeg skal være bagklog, så var det ANGSTEN FOR AT FEJLE, der i mange år forhindrede mig i at gå efter min drøm. Angsten for fiasko var større end angsten for succes. Jeg var så bange for at fejle, fordi min drøm var så stærk. Giver det mening? Når noget er meget vigtigt, så bliver det også vigtigt at lykkes og helt uoverskueligt at fejle.

Jeg opererer ikke længere (helt så meget) med succes og fiasko. Jeg er i en proces, hvor jeg hele tiden arbejder på at udvide min kreative forretning, så jeg forhåbentlig en dag i højere grad kan leve AF det. Jeg glæder mig over hvert eneste skridt, så jeg forhåbentlig er tættere på i dag, end jeg var i går. Hvis jeg går længe nok, så når jeg nok derhen. Sådan tænker jeg. Men nogle gange går jeg godt nok meget langsomt:-)

Mit første bogprojekt: Glidende Overgange

I marts 2019 udgav jeg min første bog Glidende Overgange, som handler om en kvinde i midtlivskrise. Det er i høj grad min egen historie, som lægger til grund for handlingen i bogen. En kvinde, Janne, føler sig slået ud af sit job og kommer i midtlivs- og identitetskrise. Hvordan er hun blevet til den, hun er? Og hvordan kommer hun videre? Du kan læse mere om bogen her

Jeg endte med at udgive bogen på eget forlag efter at have forsøgt et halvt års tid hos etablerede forlag. Måske kunne jeg have forsøgt mere. Hvad ved jeg? Til sidste udgav jeg den bare selv. Det er jeg glad for i dag, selv om der er meget modstand, som skal overvindes, når man udgiver selv.

Den største succes!

Der er ikke penge mange penge i at udgive bøger. Når man tænker på, hvor mange timer, jeg har brugt på at skrive, redigere og udgive Glidende Overgange, så er timelønnen måske nede på under en krone. Det er helt til grin. Men alligevel har jeg ALDRIG fået så god en løn, som når en læser skriver til mig og fortæller mig, hvor meget Glidende Overgange har betydet for hende. Det gør mig stolt, glad og rørt. Hold da op, tænker jeg. Jeg er ikke komplet idiot. Hvis jeg med min bog har kunnet ramme een eneste læser, så har det været det værd, selv om den slags løn ikke kan bruges til at betale kreditforeningslån med. Desværre. (PS. Jeg har ramt mere end een:-))

I dag arbejder jeg på næste bogprojekt. Jeg er godt i gang og er vild med at fordybe mig i det kæmpestore arbejde det er. Det kan du læse mere om her.

Dage med bekymringer

Der er gode dage, hvor alt ligner en Happy Ending. Janne er glad, Janne skriver, Janne er kreativ og modig og tror, hun er i gang med at skrive noget godt. Og så er der dage, hvor jeg ligger fortvivlet i sofaen og stirrer op i loftet (og her er der tale om de klassiske høvlede brædder fra firserne) mens jeg “erkender”, at jeg har begået den mest idiotiske fejl nogensinde. Tænk at forlade et job, hvor de giver penge til en for at komme. Det er da skørt. Hvor mange penge, kunne jeg ikke have haft på kontoen nu?

For hvad med bilen, som snart skal have nyt partikelfilter? Hvad nu hvis jeg får tandpine og skal have en rodbehandling eller en krone? Hvad nu hvis vaskemaskinen strejker? Og taget trænger til at blive skiftet. Nye tagrender og nye vinduer. Hvad nu hvis…. Der er tusind ting at bekymre sig om. Og for mit vedkommende er mange af mine bekymringer af økonomisk karakter. Hvad filen gør jeg, hvis der sker uforudsete og meget dyre hændelser i mit liv? Hvad skal der ske med mig, når jeg ikke har råd til en pensionsopsparing? I starten kunne jeg ligge søvnløs over den slags ting. Jeg vred og vendte mig af ængstelse. Nu går det bedre – ikke økonomisk – men ængstelsen har det bedre. Jeg har vænnet mig til, at det er sådan det er – og at der KAN findes en løsning.

Drømmen koster

Jeg har lært, at man ikke tager en beslutning om at gå efter sin drøm uden at betale en pris. Eller flere. For mig har prisen været, at jeg har måttet vinke farvel til økonomisk råderum og sikkerhed. Heldigvis er jeg gift med en mand, der støtter mig og tjener penge, men han er jo også gidsel i det her. Presset hviler på ham nu. Det går også ud over familien, at vi ikke kan det samme som før. Der er ingen dyre ferier og middage, når som helst. Men så er det heller ikke værre. Vi har fast ejendom, tøj på kroppen og klarer os ganske udmærket. Når alt kommer til alt, har vi egentlig alt det, vi har brug for. Alt andet er Nice To Have, som man siger i erhvervslivet.

Der er også andre afledte ting, som man må ofre. Nogle gange føler man sig uduelig og udenfor, når andre fortæller om deres karrierespring og succes. Når de skal læse fjerde modul på et nyt lederkursus. Eller er blevet valgt til at stå i spidsen for en ny afdeling og får udsigt til en kæmpe bonus. Det er en pris, jeg må betale. Jeg har valgt at stå uden for den slags. Middage kan blive lange, når jeg siger at jeg har skrevet en bog om at være kvinde, der nærmer sig overgangsalderen. Spændende, siger min bordherre og spørger ikke yderligere. Det er også en pris, jeg må betale. Pensionsopsparingen, som ingen vegne kommer, fordi jeg ingen penge tjener. Det er en pris, jeg må betale. Min alderdom bliver måske ikke så luksuriøs.

Men så er der også alle gevinsterne. Som f.eks. ikke at skulle jage ud af døren fem dage om ugen. Jeg kan tøffe rundt i mine uldfutter og lave kaffe på min egen maskine dagen lang. Der er ingen konflikter med kolleger eller chefer. Jeg kan planlægge min egen tid og fordybe mig i ting, jeg elsker. Dagen lang – og hver eneste dag. For mig betyder det intet, om det er lørdag, mandag eller onsdag. Alle dage er lige gode. Min kalender er fuldstændig fleksibel og jeg kan skrive alle steder. I IKEA, på cafe, på biblioteket, i mit lille sommerhus på Læsø, på en strand i Spanien. Alle vegne! Det er da fabelagtigt!

Er det en happy ending? Der er mulighed for det. Og jeg håber det. Der kan komme en dag, hvor jeg er nødt til at skabe en forandring. Men det må jeg tage til den tid. Indtil da, skriver jeg lige lidt mere.

Læs også: Fem gode råd til dig, der vil gå efter din drøm!

Mød mig her:

5 gode råd til dig, der (måske) vil gå efter din drøm

Jeg sprang ud af hamsterhjulet uden ret meget forberedelse. Men det var ikke hovedkulds, for jeg havde taget mod til mig i årevis. Endelig gjorde jeg det. Alligevel var jeg ikke forberedt. Hvordan skulle jeg være det? Jeg havde ikke prøvet det før. Derfor giver jeg dig nogle gode råd, som du MÅSKE kan bruge, hvis du står i en lignende situation

Råd nummer 1: Spar op!

Det er måske det mest indlysende råd, man kan give. Og alligevel kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det er. Det er fantastisk at kunne give sig selv et halvt, et helt eller måske flere års frihed til at gøre det, man drømmer om. Men når det er sagt, kan det selvfølgelig være svært. Især hvis man i forvejen er så meget i hamsterhjulet, at budgettet er stramt. Hvis man ikke rigtig kan se, hvor pengene skal komme fra til en opsparing, så er der ikke andet for end at gå udgifterne igennem. Mærk efter og tag stilling til, hvor meget du vil din drøm. Hvis kærligheden til dit kreditforeningslån og murstenene er større end kærligheden til din drøm, så behøver du nok slet ikke spare op – for så skal du ikke skifte spor.

Hvis du har taget en reel beslutning om at gå efter din drøm. Nu eller om lidt, så vælg “om lidt”, og giv dig selv mulighed for at få nogle penge på bogen, inden du tager springet. Du får brug for dem. Væbn dig med tålmodighed og sæt dig et mål for, hvor mange penge du skal have sparet op, før du må sige helt eller delvist farvel til dit job.

Da jeg sagde op, havde jeg samlet 50.000 kr. sammen (og det var for lidt) til det, jeg kaldte et “sabbatår”. Jeg syntes, det var noget flyvsk og højtravende at sige, at jeg ville være forfatter. Jeg vidste, det var det, jeg ville. Men overfor alle dem, der spurgte, hvorfor jeg havde sagt op, sagde jeg, at jeg “tog et sabbatår”. Min opsparing rakte til stykke tid, fordi jeg samtidig ændrede mine udgifter til f.eks. bil, tøj, fornøjelser, ferie. Vi bor billigt i forvejen, så det var ikke nødvendigt at sælge og flytte til noget andet. Men måske er det nødvendigt for dig at rykke ud af storbyens dyre kvadratmeter og ud på landet? Hvor langt vil du gå for din drøm? Og hvor langt et sabbatår får du brug for?

Råd nummer 2: Start i det små – hvis du kan

Nogle gange kan man forberede sin nye vej, mens man stadig går på den gamle. Hvis man kan det, så skal man gøre det. Hvis du drømmer om at leve af noget andet, så start i det små. Mærk efter, om drømmen kan bære. Er der forretningsmæssigt potentiale? Vil du kunne trives med det? Test det, så godt du kan. Hvis du er så heldig at kunne starte i det små, så gør endelig det. Når tiden er moden, vil du kunne vinke farvel til det gamle spor og gå 100% efter det nye.

Jeg selv gjorde det anderledes. Det var kun i meget begrænset omfang lykkedes for mig at skrive noget samtidig med mit job. Jobbet tog alt energi, og jeg kunne på ingen måde sætte mig ned efter job, madlavning, børnepasning og være kreativ. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg følte, at jeg måtte springe helt ud af hamsterhjulet først. Og hvis du har det sådan. Så må du gøre det. Men derfor kan man godt forberede sig.

Læs også: Da jeg gik efter min drøm

Råd nummer 3: Vurder prisen og gevinsterne

“There is no such thing as a free lunch”, siger man på engelsk. Og det er sandt. Alt har sin pris. Også at gå efter drømmen. Det koster økonomisk, men måske også på andre måder. Hvis du drømmer om at gøre noget andet med dit liv, så kan du begynde at overveje, hvad det er, du må betale. Hvor er dine ømme punkter? Det kan være svært at vide på forhånd. Når du står i dit faste job og længes efter noget andet, så er det meget nemt at få øje på gevinsterne. Men hvad er det, du må give afkald på, hvis du vælger at gå efter din drøm? Her er noget af det, som jeg må “betale” med:

  • Økonomiske bekymringer – og manglende kontrol
  • Skyld over ikke at bidrage (i særlig grad) til samfundet og familien
  • Angsten for ikke at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis jeg vil
  • Angsten for at fejle
  • Skam over ikke at være økonomisk selvstændig

Hvordan mon din liste ser ud? Hvad vil kunne få dig til at vakle i forhold til din beslutning om at gå efter din drøm? Er der noget, som vil kunne dig til at ombestemme dig?

Råd nummer 4: Find dig et penge-job

Selv om du har sparet op, kommer der en dag, hvor du får brug for flere penge. Med mindre, du selvfølgelig ret hurtigt bliver i stand til at leve af dit drømme-job. For de fleste går der et stykke tid, og det må du forberede dig på. Du må erkende, at du også har brug for penge, selv om du er villig til at leve på en sten. Så hvad er mulighederne?

  • Få et penge-job på deltid
  • Gå ned i tid på dit nuværende karriere-job
  • Gå på dagpenge i en periode – hvis du har muligheden.

Hvis du vælger at finde et “penge-job” på deltid, så vil det være bedst med et job, som ikke kræver alle dine ressourcer, og som måske også er let at lægge fra dig, når du kommer hjem. Ofte vil det også være lavt-lønnede job. Det må du indstille dig på. Undgå at regne på, hvad du kunne have tjent i et karriere-job. Det gør dig sindssyg:-)

Du skal gøre dig klart, hvad der er dit primære job. Dit drømme-job eller dit penge-job? Du skal også være forberedt på, at når du går fra dit karriere-job, vil der måske være nogen, som tilbyder dig et nyt og fantastisk lignende job. Du skal være stærk i troen på dit drømme-job, hvis du siger nej tak til fed hyre og udfordringer, som lyder spændende. Men hold nu på hesten. Vil du tilbage i hamsterhjulet eller vil du fortsætte med din drøm?

Måske behøver du slet ikke sige dit job op? Hvis du endnu ikke har taget springet til at gå 100% efter din drøm, så kan du måske finde en alternativ løsning med din nuværende arbejdsplads. Måske vil de gå med til, at du tager orlov? Arbejder 20 timer om ugen eller holder 8 ugers sommerferie. Hvem ved?

Kan du gå på dagpenge? Det er værd at undersøge. Dog vil du ikke kunne modtage dagpenge, hvis du ikke reelt er arbejdssøgende. Tag en snak med din A-kasse og hør, om du har nogle muligheder for i starten at have en smule tryghed. Dog skal du overveje, om du kan yde det, som systemet kræver af dig. Din frihed vil være begrænset.

Råd nummer 5: Skab et nyt netværk

Måske kaster du dig ud i helt nyt land, når du beslutter at gå efter din drøm. Det gjorde jeg. Jeg kendte ikke andre forfattere eller bogfolk i det hele taget. Ingen mennesker er en ø. Vi har allesammen brug for nogle til at hjælpe os, rådgive os, spejle os i og bære vores bekymringer sammen med os. Derfor skal du opbygge et netværk. Måske helt fra bunden.

Da jeg lige havde taget beslutningen om at begynde at skrive, tog jeg på BogForum. Jeg kendte ikke en levende sjæl og talte da heller ikke med en eneste. Jeg gik bare rundt og følte, hvordan den her nye verden talte til mig. Det var det her, jeg ville. En skønne dag, skulle jeg stå her og tale om min bog. Det har jeg stadig til gode:-) Men drømmen lever. Jeg fik dagen til at gå med at lytte til spændende forfattere og deres oplevelser. Og så faldt jeg over en stand: Skriveværkstedet, hvor de rådgav sådan nogle som mig. Forfatterspirerne. Jeg tog et visitkort og et postkort fra deres stand.

Postkortet inviterede mig til Bali på “forfatterkursus”. Jeg kiggede godt nok meget på det postkort, og så tog jeg beslutningen om at tage afsted. Dér ændrede det hele sig for mig. Dér fik jeg grundstenen til mit nye netværk af andre skrivende.

Du kan finde Skriveværkstedets hjemmeside her

I dag er jeg medlem af adskillige online og fysiske skrivegrupper. Her kan vi sparre, spørge og dele vedrørende alt, der handler om at skrive og markedsføre det, vi skriver. Det er guld værd. Langsomt, men sikkert er det med til, at jeg føler mig til rette i mit nye fag som forfatter.

Læs også om, hvordan det er gået med drømmen: Happy Ending?

Mød mig her: