Fornylig var jeg en tur i Hamborg, hvor jeg besøgte Hamburg Kunsthalle. Jeg tog en vandring gennem kunsthistorien med særligt fokus på portrætgenren, helt fra 1400-tallet til samtiden. Men har malerkunstens måde at angribe portrætteringen på noget at lære litteraturen?
En rejse mod realismen – og væk fra realismen igen.
I 1400-tallet fremstillede portrætkunstnerne mennesket med kuglerunde hoveder, øjnene var “stive” og halsen lang, og man begyndte at få en forståelse for proportioner, skygger og perspektiv, selv om der med vore øjne var et stykke vej at gå endnu. De hollandske mestre i 1600-tallet – f.eks. Rembrandt – gav hele portrætgenren et gigantisk løft. Med en formidabel gengivelse af lys og skygge, lykkedes det dem at portrættere mennesket med en fantastisk realisme og styrke, som stadig lægger på grænsen til i hvert fald min fatteevne. Billedet af Wilhelm Liebl ovenfor er et godt eksempel på et – i mine øjne – toppunkt af realisme i malerkunsten. Penselstrøgene er så godt som umulige at få øje på.
I slutningen af 1800-tallet, cirka samtidig med, at fotografiet gør sit indtog, sker der noget afgørende i portrætkunsten. Kunstnerne søger ikke længere mod realismen, men forlader den igen. I stedet er bestræbelsen nu at strække portrætkunsten til det yderste: Hvor langt kan man bevæge sig væk fra realismen og stadig tegne et portræt? Det starter som impressionisme og dermed en tydelig markering af, at dette er et maleri – man kan se malingen og penselstrøgene – over ekspressionismen – til Picassos kubisme, hvor menneskets form nærmer sig det abstrakte.
I enhver portrættering, uanset om der er tale om malerkunst eller litteratur, så er det grundlæggende spørgsmål: Hvilke egenskaber ved dette menneske skal fremhæves? Og hvordan kan vi gøre det med netop dette materiale?
Hvad kan litteraturen lære af malerkunsten?
Som forfatter kan man lade sig inspirere af moderne malerkunst og spørge sig selv: Hvor lidt skal der til for at “tegne” et portræt af en karakter? Eller hvor meget kan man tillade sig at fylde på karakteren, før læseren keder sig? Man kan også vende spørgsmålet om: Hvor meget tør du overlade til din læser?
Nogle gange er en antydning nok for at formidle karakterens rolle i en tekst. Her er Helle Helle en mester. Romanen “Hus og hjem” indleder hun på følgende måde:
“Jeg har været her i fem dage, og det er mit femte brev til Anders. Postkassen hænger lige ovre på gadehjørnet. Alligevel sikrer jeg mig, at døren er låst, før jeg går derover. Jeg kan ikke vænne mig af med det.”
Hvad kan vi lære om karakteren her? Vi har at gøre med en jeg-person, som er kommet til et nyt sted. Hun er usædvanlig optaget af Anders, som hun er adskilt fra, siden hun skriver fem breve til ham på fem dage. Hun har en overdrevet ængstelighed, eftersom hun låser døren for at gå til postkassen på den anden side af gaden. Desuden er hun nu i en situation, hvor der ikke længere er grund til ængstelighed. Der ligger noget i fortiden og lurer. Hvad mon det er?
Helle Helle beskriver oftest kun sine karakterer med handling og ikke med ydre karakteristika. Vi ved ikke noget om jeg-personens udseende, men læseren kan selv danne sig et billede ud fra de informationer, der bliver givet. Hvis man skal pege på et tilsvarende sted i malerkunsten, må det blive impressionismen, hvor man begyndte at overlade meget mere til beskueren. Man gjorde ikke malerierne “færdige”, men lod malerklatterne stå og flimre til en helhed. (groft sagt)
Der findes mange andre måder at gøre det på. De gamle mestre i litteraturen som f.eks. Tolstoj kunne jo beskrive karakterer i een lang uendelighed. Her overlades ikke meget til læseren, som må følge forfatterens iagttagelser helt til dørs, svarende til realismen i malerkunsten.
Måske er det værd at tænke over, hvor meget du kan overlade til din læser i din næste tekst. Er du en Monet, Rembrandt eller Picasso?