Happy Ending?

For tre år siden forlod jeg hamsterhjulet. Altså det hektiske arbejdsliv, som de fleste af os står op til hver dag. Vi tjener penge til os selv og familien, og de nogle gør det af pligt, men de fleste finder glæde ved det. Identitet sågar. Mening måske. Jeg gjorde ikke. Ikke længere i hvert fald. Jeg tog springet og gik efter min drøm. Blev det så en happy ending?

Jeg har altid været ambitiøs, og jeg har vel også altid haft evnerne. Min karriere har bragt mig vidt omkring. Fra forskning og undervisning på universitetet og til marketing i erhvervslivet. Men der kom en kæp i mit hamsterhjul. For i en alder af 45 år forlod jeg arbejdsmarkedet – som karriere i hvert fald – og begav mig ud i at forfølge en livslang drøm om at leve som forfatter. Bemærk: Jeg skriver ikke “leve af”.

Læs om min svære beslutning om at gå efter drømmen

Succes og fiasko

Nu tre år senere er jeg blevet meget klogere. Og mere realistisk. Dengang troede jeg seriøst, at jeg skulle forlade mit job, skrive en bog, få den udgivet på et stort forlag og så var jeg i mål. Det kunne jeg enten lykkes med eller ikke lykkes med. Hvis de kriterier stadig gjaldt, så er jeg ikke lykkedes. Så er jeg en fiasko.

Men jeg tog fejl dengang. Jeg så tingene meget sort og hvidt. Måske fordi tanken om FIASKO var uudholdelig for mig. Måske fordi SUCCES for mig var meget nødvendig. Hvis jeg skulle give mig selv en gyldig grund til at forlade mit gode job og udmærkede karriere, så skulle jeg ligesom kunne opnå noget større og finere – nemlig succes som forfatter. Selvfølgelig var der også en stor risiko: Nemlig at det ikke ville ske. Så ville jeg have fejlet og være en FIASKO. Noget, som jeg hele livet igennem har været det mest forfærdelige, jeg kunne forestille mig. Men af en eller anden grund besluttede jeg mig for at turde at risikere en fiasko. Jeg turde det kun, fordi jeg var i krise og havde det dårligt. Det kunne ikke blive værre.

Og hvis jeg skal være bagklog, så var det ANGSTEN FOR AT FEJLE, der i mange år forhindrede mig i at gå efter min drøm. Angsten for fiasko var større end angsten for succes. Jeg var så bange for at fejle, fordi min drøm var så stærk. Giver det mening? Når noget er meget vigtigt, så bliver det også vigtigt at lykkes og helt uoverskueligt at fejle.

Jeg opererer ikke længere (helt så meget) med succes og fiasko. Jeg er i en proces, hvor jeg hele tiden arbejder på at udvide min kreative forretning, så jeg forhåbentlig en dag i højere grad kan leve AF det. Jeg glæder mig over hvert eneste skridt, så jeg forhåbentlig er tættere på i dag, end jeg var i går. Hvis jeg går længe nok, så når jeg nok derhen. Sådan tænker jeg. Men nogle gange går jeg godt nok meget langsomt:-)

Mit første bogprojekt: Glidende Overgange

I marts 2019 udgav jeg min første bog Glidende Overgange, som handler om en kvinde i midtlivskrise. Det er i høj grad min egen historie, som lægger til grund for handlingen i bogen. En kvinde, Janne, føler sig slået ud af sit job og kommer i midtlivs- og identitetskrise. Hvordan er hun blevet til den, hun er? Og hvordan kommer hun videre? Du kan læse mere om bogen her

Jeg endte med at udgive bogen på eget forlag efter at have forsøgt et halvt års tid hos etablerede forlag. Måske kunne jeg have forsøgt mere. Hvad ved jeg? Til sidste udgav jeg den bare selv. Det er jeg glad for i dag, selv om der er meget modstand, som skal overvindes, når man udgiver selv.

Den største succes!

Der er ikke penge mange penge i at udgive bøger. Når man tænker på, hvor mange timer, jeg har brugt på at skrive, redigere og udgive Glidende Overgange, så er timelønnen måske nede på under en krone. Det er helt til grin. Men alligevel har jeg ALDRIG fået så god en løn, som når en læser skriver til mig og fortæller mig, hvor meget Glidende Overgange har betydet for hende. Det gør mig stolt, glad og rørt. Hold da op, tænker jeg. Jeg er ikke komplet idiot. Hvis jeg med min bog har kunnet ramme een eneste læser, så har det været det værd, selv om den slags løn ikke kan bruges til at betale kreditforeningslån med. Desværre. (PS. Jeg har ramt mere end een:-))

I dag arbejder jeg på næste bogprojekt. Jeg er godt i gang og er vild med at fordybe mig i det kæmpestore arbejde det er. Det kan du læse mere om her.

Dage med bekymringer

Der er gode dage, hvor alt ligner en Happy Ending. Janne er glad, Janne skriver, Janne er kreativ og modig og tror, hun er i gang med at skrive noget godt. Og så er der dage, hvor jeg ligger fortvivlet i sofaen og stirrer op i loftet (og her er der tale om de klassiske høvlede brædder fra firserne) mens jeg “erkender”, at jeg har begået den mest idiotiske fejl nogensinde. Tænk at forlade et job, hvor de giver penge til en for at komme. Det er da skørt. Hvor mange penge, kunne jeg ikke have haft på kontoen nu?

For hvad med bilen, som snart skal have nyt partikelfilter? Hvad nu hvis jeg får tandpine og skal have en rodbehandling eller en krone? Hvad nu hvis vaskemaskinen strejker? Og taget trænger til at blive skiftet. Nye tagrender og nye vinduer. Hvad nu hvis…. Der er tusind ting at bekymre sig om. Og for mit vedkommende er mange af mine bekymringer af økonomisk karakter. Hvad filen gør jeg, hvis der sker uforudsete og meget dyre hændelser i mit liv? Hvad skal der ske med mig, når jeg ikke har råd til en pensionsopsparing? I starten kunne jeg ligge søvnløs over den slags ting. Jeg vred og vendte mig af ængstelse. Nu går det bedre – ikke økonomisk – men ængstelsen har det bedre. Jeg har vænnet mig til, at det er sådan det er – og at der KAN findes en løsning.

Drømmen koster

Jeg har lært, at man ikke tager en beslutning om at gå efter sin drøm uden at betale en pris. Eller flere. For mig har prisen været, at jeg har måttet vinke farvel til økonomisk råderum og sikkerhed. Heldigvis er jeg gift med en mand, der støtter mig og tjener penge, men han er jo også gidsel i det her. Presset hviler på ham nu. Det går også ud over familien, at vi ikke kan det samme som før. Der er ingen dyre ferier og middage, når som helst. Men så er det heller ikke værre. Vi har fast ejendom, tøj på kroppen og klarer os ganske udmærket. Når alt kommer til alt, har vi egentlig alt det, vi har brug for. Alt andet er Nice To Have, som man siger i erhvervslivet.

Der er også andre afledte ting, som man må ofre. Nogle gange føler man sig uduelig og udenfor, når andre fortæller om deres karrierespring og succes. Når de skal læse fjerde modul på et nyt lederkursus. Eller er blevet valgt til at stå i spidsen for en ny afdeling og får udsigt til en kæmpe bonus. Det er en pris, jeg må betale. Jeg har valgt at stå uden for den slags. Middage kan blive lange, når jeg siger at jeg har skrevet en bog om at være kvinde, der nærmer sig overgangsalderen. Spændende, siger min bordherre og spørger ikke yderligere. Det er også en pris, jeg må betale. Pensionsopsparingen, som ingen vegne kommer, fordi jeg ingen penge tjener. Det er en pris, jeg må betale. Min alderdom bliver måske ikke så luksuriøs.

Men så er der også alle gevinsterne. Som f.eks. ikke at skulle jage ud af døren fem dage om ugen. Jeg kan tøffe rundt i mine uldfutter og lave kaffe på min egen maskine dagen lang. Der er ingen konflikter med kolleger eller chefer. Jeg kan planlægge min egen tid og fordybe mig i ting, jeg elsker. Dagen lang – og hver eneste dag. For mig betyder det intet, om det er lørdag, mandag eller onsdag. Alle dage er lige gode. Min kalender er fuldstændig fleksibel og jeg kan skrive alle steder. I IKEA, på cafe, på biblioteket, i mit lille sommerhus på Læsø, på en strand i Spanien. Alle vegne! Det er da fabelagtigt!

Er det en happy ending? Der er mulighed for det. Og jeg håber det. Der kan komme en dag, hvor jeg er nødt til at skabe en forandring. Men det må jeg tage til den tid. Indtil da, skriver jeg lige lidt mere.

Læs også: Fem gode råd til dig, der vil gå efter din drøm!

Mød mig her:

Hvorfor skrive om kvindelivet?

Halvtreds procent af Jordens befolkning er kvinder, så man må sige, at litterære emner, der relaterer sig til det kvindelige køn også har relevans for ret mange mennesker. Omvendt kan man måske hævde, at relevansen også gør det trivielt. Kan man blive ved med at skrive om kvindelivet på nye måder?

Selvfølgelig kan man det. Det at være kvinde forandrer sig hele tiden i takt med, at samfundet og verden ændrer sig. Noget er det samme. Andet er nyt. Noget gælder for alle kvinder verden over – og andet gælder kun for en mindre gruppe.

Jeg skriver om det kvindeliv, som gælder for mig og min generation. Noget vækker genkendelse for dem, der ligesom jeg, var teenager i firserne. Andet vækker genkendelse hos mange kvinder og piger uanset alder, for det handler om mere universelle kvindeerfaringer som f.eks. krop, kærlighed, moderskabet og karriere.

Mit nuværende bogprojekt hedder Glidende Overgange og handler om kvindelivet fra pubertet til overgangsalder. Du kan læse mere her.

Undskyld, unge mand! Ved De, hvor jeg har stillet min rollator?

Jeg var til en koncert med Aalborg Symfoniorkester den anden aften. Med mine 47 år var jeg med til at trække aldersgennemsnittet ned. Jeg sad på balkonen og kunne se ned over salen. Langt de fleste hårtoppe var mere grå end min. Kernepublikummet til klassisk musik er åbenbart godt oppe i årene. Men hvordan opfatter vi egentlig alderdom?

En såkaldt browser

Første gang jeg selv oplevede, at andre opfattede mig som ældre, var under en shoppetur i El-giganten. Jeg var på jagt efter en ny computer og stillede spørgsmål til forskellen på dit og dat. Den unge ekspedient ville gerne forklare mig, hvor jeg kunne finde de forskellige informationer, jeg søgte, og sagde: “at jeg skulle gå på internettet og åbne det, man kalder en browser”. Han talte langsomt, venligt og smilede til mig, som om jeg var en sød hundehvalp, der skulle behandles med stor nænsomhed.

Jeg stirrede bare på ham.

– En browser? Uha unge mand, nu forvirrer De mig. Det der med EDB forstår jeg mig slet ikke på…Har De set, hvor jeg har stillet min rollator? Fik jeg lyst til at sige.

Var det ageism?

Selvfølgelig var det bare en lille uskyldig bemærkning, hvor kun ordvalget antydede, at han ikke var sikker på, at jeg vidste, hvad en browser var. Jeg blev stødt, fordi jeg i mange år har arbejdet med websites og UDMÆRKET er klar over, hvad en browser er. Men han var i tvivl, fordi jeg godt kunne have en alder, hvor det lå uden for den almene viden. Hallo! Min generation var praktisk taget med ved fødslen af både internettet og den første browser. Vi har brugt browsere, som Netscape og Mosaic, som ungdommen sikkert aldrig har hørt om! Men alt det sagde jeg selvfølgelig ikke. Jeg blev stødt, fordi jeg  blev opfattet som begrænset på grund af min alder. Ageism eller aldersdiskrimination, kan man kalde det.  Der er et fænomen, hvor man på grund af sin alder bliver opfattet på en bestemt stereotyp måde.

Aktive, drømmende, lærende mennesker

Tilbage til koncerten. For nogle år siden ville jeg have tænkt nogenlunde som den unge ekspedient. I min ungdoms usårlighed følte jeg mig hævet over de ældre. Unge mennesker var efter min opfattelse hurtige, kvikke, smukke og tjah… fremtiden. Ældre mennesker opfattede jeg derfor som det modsatte: Langsomme i både bevægelse og opfattelse, dårlige til at lære nyt, gammeldags, uskønne og så absolut fortid. Jeg havde også opfattelsen af, at man skulle behandle ældre som lidt skrøbeligt gods ved at tale langsomt og bruge tydeligt rigsdansk med klart adskilte stavelser og overdrevne høflighedsfraser.

Nu tænker jeg anderledes. Den aften i koncertsalen tænkte jeg på, hvor meget erfaring og klogskab, der sad i salen under de grå hårtoppe. Jeg tænkte på alt det, de ved om livet. Om hvad der er vigtigt, og hvad der er ligegyldigt. Det er mennesker, som på grund af erfaring og levet liv ved rigtig meget, men som stadig kan lære nyt. Mennesker, som også har drømme, planer og mål for hver dag, uge, måned, år.

I dag er mange ældre i fysisk topform. De løbetræner, går i fitness, spiller golf, arbejder og rejser, ligesom mange andre aldersgrupper. Det er en aktiv gruppe, som nægter at lade sig skubbe hen i en gyngestol i stuens mørke hjørne med en plaid over de svage ben. Nutidens ældre er i fuld vigør og er ikke for gamle til noget som helst. De klemmer det maksimale ud af livet, og lægger sig ikke fladt ned før de er nødt til det. Er det ikke fedt? Sådan en type vil jeg gerne være. Alder og erfaring længe leve!