Da jeg gik efter min drøm

For tre år siden sad jeg på en hotel-altan med udsigt over Middelhavet. Solen var på vej ned, vinden var lun, og jeg drak lunken hvidvin af et tandkrus. Jeg var taget alene til Spaniens solkyst for at tænke tingene igennem og tage en beslutning. Skulle jeg sige mit gode job op og gå efter min drøm om at skrive en bog?

Det havde været flere år undervejs. Jeg havde ændret arbejdstider, holdt lange ferier, haft MUS-samtaler og forsøgt alle mulige former for tilpasninger i arbejdslivet, så jeg kunne blive glad. Ofte hjalp det i en periode, men aldrig i længden. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg var udbrændt. Langsomt, men sikkert styrede jeg imod afgrunden af mit arbejdsliv. Tilsidst var der ikke mere energi i mig. Det eneste som holdt mig kørende i arbejdslivet var udsigten til en løncheck hver måned, og det var – selv om jeg elsker penge på kontoen – ikke nok motivation for mig.

Drømmen om at skrive

Og så havde jeg den der gamle drøm om at skrive. Jeg vidste, at det var det, jeg ville. Jeg har altid vidst, at det ville passe perfekt til mig. Fordybelsen, ensomheden, kreativiteten. Men hvornår passede det lige? Der var børn at passe. Penge, der skulle tjenes. Og så skulle man vel have et eller andet unægteligt talent? Kunne jeg overhovedet finde ud af det? Nu var jeg også blevet for gammel. Var jeg ikke bare ude i en skabagtig selvrealiseringsproces? Jeg fik ondt i maven ved tanken om at skrive. Jeg ville det gerne og kunne næsten ikke holde ud at høre om endnu en forfatterdebut. Slet ikke, hvis der var tale om modne mennesker, som debuterede. Det var for meget. Det var for tæt på min egen drøm.

Mit bedste job

Jeg kunne ikke klage over mit job. Det var fint og på mange måder det perfekte match. Det var det bedste job, jeg nogensinde havde haft. Virksomheden var god, der var muligheder i fremtiden, og derfor var det jo så mærkeligt, at jeg ikke var glad og måtte slæbe mig afsted hver dag. Problemet var, at jeg ikke længere kunne se meningen med det, jeg lavede. Der var ingen følelse af tilfredsstillelse, når jeg satte mig i bilen og kørte hjem. Jeg følte nærmest, at det var ligegyldigt, at jeg var der. Hvilken forskel gjorde jeg?

Arbejdet fyldte 24 timer i døgnet

Det hører også med til historien, at ikke kun mit arbejdsliv mellem 8 og 16 var ramt. Min fritid var også ramt. For at komme igennem arbejdsdagen måtte jeg restituere, når jeg havde fri. Det betød for mig at ligge på sofaen, isoleret og trist. Jeg orkede absolut ingenting. Heller ikke de ting, som jeg altid har nydt at gøre. Værre endnu: Jeg orkede stort set heller ikke nærvær og samvær med min familie. Det eneste, jeg kunne overskue var at ligge alene i et mørkt rum. Hvad kunne jeg tilbyde familien, vennerne, verden? Var det ikke bedre, at jeg lagde mig ud i skovbunden og gik i ét med naturen?

Handlingslammet

Problemet, når man har det så skidt er, at man er handlingslammet. De få mennesker, som vidste, at jeg havde det dårligt sagde: “Så gør noget!”, “tag en beslutning”, “sig dog op!” Men det var mere end svært. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg havde muligheden for at melde mig syg. Men det gjorde jeg aldrig. Måske fordi jeg vidste, at det ville blive i lang tid. Måske fordi jeg ikke så mig selv som syg. Jeg KUNNE jo rejse mig fra sengen og gå på job. Hvis jeg var syg, så kunne jeg jo ikke. Sådan tænkte jeg. Sygdom er for mig ikke et valg. I dag tænker jeg, at det ville have været godt for både mig og min arbejdsplads, at jeg havde taget en time-out. Men sådan gik det ikke. Jeg orkede ikke engang at tage telefonen og ringe til min chef. Jeg orkede ikke at tage samtalen. Så jeg gik på arbejde.

Beslutningen

Men til sidste gjorde jeg alligevel noget. Jeg bestilte en rejse til Spanien. Ned til varme, afslapning og absolut ingen krav. Helt alene. På altanen i Spanien nåede jeg selvfølgelig frem til, at jeg var ved vejs ende. Jeg kunne ikke gå længere ad den vej. Jeg måtte sige op, før jeg ødelagde hele mit liv og mine nærmeste relationer. Også selv om jeg ikke vidste, hvad der ventede. Det skræmte mig helt utrolig meget. Jeg sagde op uden at vide, hvornår der ville komme penge på kontoen igen. Jeg kunne have meldt mig arbejdsløs, men tanken om det krævende system fik mig til at droppe det. Jeg havde brug for total frihed. Uanset, hvad det ville koste. Hvad er det værste, der kan ske? Tænkte jeg. Det værste ville være, at jeg måtte sælge alt, hvad jeg havde og bo i en lille lejlighed på kontanthjælp. Det var jeg egentlig ikke bange for. For selv om man er på kontanthjælp og bor i en et-værelses kan man vel godt skrive?

Hvordan er det så gået?

Ved siden af skriveriet har jeg et bijob, som jeg holder meget af – og som holder mig væk fra den et-værelses. Jeg er i en god proces med at skrive. Jeg har udgivet en bog – og har endnu et projekt i gang. Og så er jeg mest glad.