En aften kort før jul læste jeg Johanne Kirstine Falls debutroman: “Der er altid nogen at befri”, som i 2017 udkom på Gladiator.
Den gjorde indtryk og er ikke sådan lige at ryste af sig. Juleaften spiste jeg som mange andre danskere andesteg med største fornøjelse. Alligevel sad jeg der midt i julemaden og tænkte tilbage på en lignende scene i romanen, hvor hovedpersonen, anorexipatienten Katrina, kommer til at spise nogle “kødtrevler” fra anden. Hun forsøger at veje nogle trevler for at finde ud af, hvor mange kalorier, hun har indtaget under middagen. Men der er så lidt kød, at vægten ikke kan registrere det, men alligevel er hun overbevist om, at hun har spist alt for mange kalorier. Hun får kvalme over maden, sig selv og hele situationen, hvor presset om at hygge som familie er stort. Katrina kan ikke håndtere det og ender med at stå på altanen, mens der bliver spist færdigt og ryddet af bordet.
“Der er altid nogen at befri” følger den anorexi-syge Katrinas indlæggelse på en hospitalsafdeling, hvor hun og en flok andre piger, modtager behandling for deres lidelse. Katrina vejer 42 kg ved indlæggelsen, men drømmer om at komme ned på 31, som hun betragter som sin idealvægt. En psykolog fortæller hende, at hun bør veje minimum 62 kilo, hvortil Katrina svarer:
“Helt ærligt. Lad være med at tage pis på mig. 62 kilo. Det er der jo ikke nogen ved sine fulde fem, der vejer.”
Katrina vil være nogen
Men Katrina er heller ikke ved sine fulde fem. Og dog. Hun er en intelligent og ambitiøs ung kvinde, som er blevet for ambitiøs med sine kropsidealer. Hun er ikke noget offer. Hun ved, hvad hun gør. Hun har valgt at være tynd. Meget tynd. I romanen bliver der antydet en oprindelse for den sygdom, hun nu lider af. Katrina må til tider agere søster for sin egen far udover de to yngre søstre. Faderen bærer da også navnet Bror i romanen. Bror drikker og går ofte i selvmordstanker, der efterhånden er af Peter-og-Ulven-agtige dimensioner. Han snakker om det, truer med det, men gør aldrig alvor af det. Katrina savner en rigtig far, som er der hele tiden. Ikke kun, når det brænder på for ham. Så Katrina vil være så tynd, at nogen ser hende, ironisk nok. Hun vil være tynd for at være nogen, og for at være noget særligt.
Katrina kæmper sig igennem opholdet på afdelingen og bliver mere og mere splittet. Hvad vil hun egentlig helst? Nå sit mål om at blive unik og veje 31 kilo eller leve et almindeligt liv som mange andre med kæreste, uddannelse og børn? Katrina kæmper ikke alene med anorexien, men også med vrangforestillinger om kriblende rejer under huden og kradsende flagermus i maven.
Hjælperne i romanen
Katrinas hjælpere i romanen er den trofaste kæreste Jakob, som igennem hele forløbet står ved Katrinas side. Derudover er det sygeplejersken Gitte, der med omsorg får vakt Katrinas tillid. Ikke mindst ved hjælp af det barnlige kælenavn “Luffegøj”, som Gitte konsekvent kalder Katrina. Katrina har brug for at være barnet, og Gitte giver hende det.
Katrinas karakter er troværdig og rørende fortalt indefra. Hun er ikke et offer, og hun er ikke svag. Katrina er stærk og formår netop derfor at fastholde de strikse regler for sig selv:
“Det er da mig, der tager dårlige beslutninger om ikke at spise hver eneste dag. Det er jo ikke noget, der er faldet ned i hovedet på hverken dig eller mig, det er noget, vi har udviklet, fordi vi har dyrket det, og det er ligesom vores egen beslutning, det er ikke noget, “du ikke kan gøre for”, som du siger.”
En vej ud
Romanen diskuterer vores syn på anorexipatienter. De er alt andet end ofre. De viser styrke og kontrol i ekstrem grad. Problemet er bare, at de dermed bliver til ofre. Ofre for deres egen sundhed og egne muligheder i livet. Heldigvis angiver romanen også vejen ud: At man med knap så kompromisløs en stræben, måske alligevel kan få lidt af begge dele. Vi behøver ikke alle være fede. Men vi behøver heller ikke veje 31 kilo for at være nogen.
Romanen er hurtigt læst og meget velskrevet. Vi får ikke for meget fortalt, men kan som læsere godt selv slutte os til, hvordan Katrina fungerer og hvad der er på spil for hende. Tillykke til Johanne Kirstine Fall for en god debutroman.